Fuld gas på Cashmir
Mathilde Bager stod for aftenens offensive satsning, da hun i et montéløb gav den fuld gas på ryggen af Cashmir. Det knækkede den fra start førende Sorrento/Terese Møller, men på opløbssiden var det en fuldstændig flad Cashmir, der luntede ind på tredjepladsen.
No Faith/Anette Weise Hansen var den første til at udfordre Cashmir, men smed sejren, da ekvipagen helt uforståeligt slog ud i banen i landevejssvinget. Det åbnede for Smekeruds Bazinga/Kristina Hansen (20.2/1820), der vandt med mange, mange længder ned til fint afsluttende No Faith og totalt udpumpede Cashmir.
Klog kørsel af Mikkelsen jr.
Jonas Mikkelsen havde i 4. løb overtaget sulkyen bag Herman K S fra sin far, Frank Mikkelsen, men det forhindrede ikke Stald Snurretoppen-hesten i at vinde for anden gang i træk. Klog kørsel bragte Herman K S i en gunstig position før opløbet, og det blev til en sikker sejr foran Gangsters Paradise/Johnny Jessen i tiden 1.20.8/2120 meter.