Rønne Havn vil arbejde om natten – over støjgrænsen

Rønne Havn vil arbejde om natten – over støjgrænsen
Ifølge en ny rapport kan fjerde etape af udvidelsen på Rønne Havn ikke overholde kommunens vejledende støjgrænser om natten. Foto: Tommy Kaas
ERHVERV | Tirsdag 12. december 2023 • 05:30
ERHVERV | Tirsdag 12. december 2023 • 05:30

Fjerde etape af udvidelsen på Rønne Havn kan ikke overholde kommunens vejledende støjgrænser om natten, konkluderer ny rapport. Borgere føler sig kørt over i processen, og viceborgmesteren mener, at der bør tages langt større hensyn til de berørte borgere.

– Hvorfor har man overhovedet lavet støjgrænser, når man ved, de bliver overskredet?

Spørgsmålet kommer fra Susi Rosendahl, der sidder i bestyrelsen hos Rønne Borgerforening, og så er hun nabo til Rønne Havn. På havnen i Rønne er der som bekendt gang i en større udvidelse over flere etaper, og på onsdag afholder kommunalbestyrelsen et ekstraordinært møde, hvor planforslaget for etape 4 af udvidelsen er på dagsordenen.

Konkret går etapen ud på, at Rønne Havn ønsker en multifunktionskaj på Vesthavnen, der skal være med til at give havnen bedre rammer i fremtiden. I sagen, der er lagt op til godkendelse onsdag, indgår blandt andet et punkt, som omhandler støj og de gener, som naboerne kan blive udsat for i forbindelse med etape 4. Og det er her, de nærmeste naboer til havnen nok vil spærre øjnene op.

"I projektets nuværende form indgår uddybning af havnebassin døgnet rundt. Uddybning i aften- og nattetimerne kan ikke holdes under Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for alle naboer", lyder det i sagsfremstillingen, der bygger på en omfattende miljøkonsekvensrapport udarbejdet for Rønne Havn af den rådgivende ingeniørvirksomhed, Niras.

Det uddybes, at der vil være tale om påvirkning af mellem to og 65 beboelser, og at projektet har indarbejdet tilpasninger for at nedbringe gener fra støj. Men altså ikke nok til at holde sig under den vejledende støjgrænse, som er 40 decibel (dB(A)) om natten.

Føler sig kørt over

Susi Rosendahl var ikke klar over, at man allerede nu vil sende etape 4 i høring, men det overrasker hende ikke, at der lægges op til at gå imod støjvejledningen.

– Vi kan tænke, hvad vi vil, men kommunen og havnen gør jo, som det passer dem, siger Susi Rosendahl, der tidligere har været med til at sende høringssvar til de foregående etaper af havneudvidelsen.

– Alle høringssvarene til etape 3 gik jo på bekymringer for støjen, og man har ikke efterlevet et eneste af dem. Så man føler sig lidt kørt over, forklarer Susi Rosendahl.

Konkret ønsker borgerforeningen, at der indføres nogle sanktionsmuligheder, hvis støjgrænserne kontinuerligt ikke overholdes.

– Vi er i Rønne Borgerforening ikke imod udvidelsen. Det giver jo nogle muligheder, og ja der er nogle gener, mens tingene står på, som vi må acceptere. Vi kunne bare godt håbe på, at der var nogle lidt større sanktionsmuligheder, hvis de ting, man tror kommer til at ske, ikke viser sig at holde vand.

Susi Rosendahl fortæller, at det skaber en enorm usikkerhed hos de berørte borgere, da man ikke ved, hvad man kan forvente - og værre endnu skal frygte.

– Vi så jo, hvordan arbejdet i Galløkken endte med at larme meget mere, end man havde regnet med. Det handler også om, hvor ofte bliver det, og hvornår på året skal arbejdet udføres? Er det sådan, at os, der bor nær havnen, nærmest er nødt til at købe et sommerhus, fordi vi ikke kan sove om natten?

– Det kan også være, at det slet ikke bliver et problem, men vi efterlyser, at hvis støjgrænserne gentagende gange bliver overskredet, så skal man have en sanktionsmulighed, siger Susi Rosendahl, før hun tilføjer:

– Medmindre man har en holdning om, at vi bare må leve med det. Men så meld det ud.

 


 

Tages ikke hensyn til borgerne

En af dem, der skal tage stilling til planforslaget på onsdagens møde, er viceborgmester Morten Riis (EL), og han er meget uforstående over for sagens udgangspunkt.

– Jeg synes først og fremmest, at man ikke skal tage udgangspunkt i, at vejledningen ikke kommer til at blive overholdt. Man har vendt det på hovedet, vil jeg mene. Udgangspunktet må være, at man skal leve op til vejledningen. Vejledningerne er jo lavet af en grund. Det er ikke bare taget ud af den blå luft, siger Morten Riis.

Han mener ikke, at man kan være det bekendt over for de borgere, som man også forventer skal op og passe et arbejde og have et liv til at fungere.

– Der er vi som kommunalbestyrelse myndighed for, at beslutningerne også er truffet med hensyntagen til de borgere, der bor i nærheden.

Kan du forstå, at borgerne føler sig kørt lidt over i processen?

– Ja, det kan jeg godt, fordi langt henad vejen er det jo Rønne Havns interesser, der bliver forsvaret og i meget ringe grad borgernes. Vi har selvfølgelig alle sammen en interesse i, at Rønne Havn som virksomhed udvikler sig, og de gør mange gode ting for Bornholm, men de her omkostninger synes jeg ikke er rimelige.

Må anspore opfindsomhed

I den føromtalte miljøkonsekvensrapport tages der stilling til, hvorvidt arbejdet, der drejer sig om uddybning i havnebassinet, kan udføres på andre tidspunkter. Det er dog ikke relevant, konkluderer rapporten.

"Det vil betyde, at der skal foregå uddybningsarbejder i havnebassinet om dagen over en periode på to år, hvilket udover gener, da perioden med anlægsstøj om dagen forlænges, også vil betyde, at Kaj 37 ikke kan ibrugtages planmæssigt. Desuden vil denne løsning betyde en så markant forøgelse af anlægsomkostningen, at Rønne Havn ikke vil have mulighed for at gennemføre projektet", står der i rapporten.

Det uddybes desuden i rapporten, at uddybningsarbejdet bedst kan udføres om natten uden at være til gene for den øvrige sejlads i havnen. Men den forklaring er ikke nok, siger Morten Riis.

– Jeg tænker, at det kan anspore deres opfindsomhed. Man må finde en anden måde at gøre det på, for det her er ikke rimelige vilkår at byde borgerne i Rønne.

Enhedslisten planlægger derfor også at stille et ændringsforslag til beslutningen, som kommer til at omhandle støj, og at man skal overholde vejledningen, fortæller Morten Riis.

– Men jeg ved ikke, om det kan få gang på jord. Vi har ikke haft så stor succes, når vi tidligere har forsøgt at modificere beslutningerne, så de i mindre grad tog hensyn til Rønne Havn og i højere grad tog hensyn til borgerne. Men det skal ikke afholde os for at prøve igen.

Rønne Havn er borgernes havn

Borgmester Jacob Trøst (K) mener, at udgangspunktet selvfølgelig skal være, at man overholder støjgrænserne, og kan man ikke det, er det vigtigt, at der bliver gjort en stor indsats for at minimere generne.

– Det er et anlægsarbejde af et omfang, som vi ikke tidligere har set på Bornholm, og der vil komme nogle gener og ulemper. Der bliver også lagt op til, at Rønne Havn går aktivt ind for at nedbringe de her gener, og at man gør en indsats for, at det er for en så kort periode som muligt, siger Jacob Trøst.

Skal det forstås på den måde, at det bare er sådan, det er, når støjgrænserne ikke overholdes?

– Altså, man kan jo give dispensationer til noget af det, og som jeg læser det, er det op til 30 dage, at de vejledende støjgrænser overskrides. Og det er selvfølgelig 30 dage, hvor det er træls, men det er svært at gøre anderledes.

Burde man i sådan en sag ikke sige, at der først og fremmest skal sørges for at leve op til vejledningerne?

– Det er en afvejning af, om vi ønsker et projekt gennemført eller ej. Det kan jo godt vise sig, at en vejledning gør et helt konkret projekt meget vanskeligt at gennemføre. Det er også derfor, vores lovgivning giver mulighed for at søge dispensation.

Er det din opfattelse, at man har undersøgt alle muligheder for at undgå de her gener om natten?

– Ja, det er det, og at man har vurderet, at konsekvenserne vil være for omfattende, hvis man ikke må støje om natten. Jeg kender ikke det nøjagtige beløb, men det vil gøre projektet meget dyrere og vil stille Rønne Havns økonomi dårligere, og Rønne Havn er jo borgernes havn.

Rønne Borgerforening føler sig ikke hørt i processen og udtrykker i øvrigt bekymring over, hvis det kommer til at larme meget mere og i længere tid, end man regner med. Kan du forstå det?

– Jeg kan godt forstå bekymringen, men vi tager høringssvar alvorligt, og det gør Rønne Havn også. Det er jo blandt andet blevet ændret, så særligt støjende aktivitet ikke må finde sted om lørdagen.

Så du kan ikke forstå, hvis de føler sig kørt over i processen?

– Det udtryk ville jeg nok ikke bruge. Jeg vil sige, at ud fra det jeg læser og hører, så har man lyttet til den kritik, der har været ved tidligere anlægsarbejder, og man har gjort meget for at imødekomme borgerne.

Hvad tænker du, hvis man mener, at der bliver taget langt større hensyn til Rønne Havns interesser, end der gør til borgernes?

– Jeg synes jo, at det er borgernes interesse, at Rønne Havn fungerer. Det er vores livsnerve, så for mig at se, er det ikke enten eller, afslutter Jacob Trøst.

Godkendes planforslaget onsdag, sendes det i offentlig høring i otte uger. Man kan finde den samlede miljøkonsekvensrapport på kommunens hjemmeside.

Udsnit fra miljøkonsekvensrapporten

Den væsentligste støjkilde om natten er uddybningsarbejdet. Da støj fra uddybningsfartøjet viser overskridelser af grænseværdierne om aftenen og natten ved de nærmeste boliger, er der gennemført yderligere beregninger af en række scenarier, hvor der er foretaget projekttilpasninger for at reducere og om muligt helt undgå overskridelserne i form af tilpasning af anlægsaktiviteterne og støjdæmpende foranstaltninger. Disse beregninger er gennemført for kildestyrkerne 110 dB(A) og 115 dB(A) for uddybningsfartøjet.

Støjberegninger viser, at der om natten (22-07) når der foregår uddybning af havnen i værste tilfælde vil være op til 30 nætter, hvor der kan ske overskridelser på mellem 1 og 6 dB(A) ved ca. 65 ejendomme. Dette vil være i kombination med, at der i den resterende del af uddybningsperioden på 11 måneder kan ske overskridelser på 1-2 dB(A) på ca. 2 ejendomme om natten.

Et mere realistisk scenarie er, at der i op til 30 nætter kan være overskridelser på mellem 1 og 6 dB(A) ved ca. 25 ejendomme. Dette vil være i kombination med, at der i andre 30 dage kan være overskridelser på 1 dB(A) ved ca. 4 ejendomme, mens der i den resterende del af uddybningsperioden på 11 måneder kan ske overskridelser på 1-2 dB(A) ved ca. 2 ejendomme.

For aftenperioden (19 -22) er støjbilledet det samme, men da den vejledende støjgrænse om aftenen er 45 dB(A), vil både antallet af ejendomme og graden af overskridelse alene af den grund blive reduceret i forhold til natperioden. Her vil der i værste tilfælde være op til 30 dage, hvor der kan ske en overskridelse af støjgrænsen på 1 dB(A) ved ca. 4 ejendomme, mens støjgrænsen overholdes de øvrige aftener i uddybningsperioden.

Det vurderes, at yderligere støjafskærmning ved de støjudsatte boliger langs Munch Petersens Vej kan nedbringe støjpåvirkningen yderligere, men at selve afskærmningen, der skal placeres over en samlet distance på godt 1 km, vil medføre så store gener i form af støj og vibrationer ved etablering af skærmen og efterfølgende stærkt reducerede udsigts- og lysforhold, at afværgetiltaget i sig selv vil påføre væsentlige gener for beboerne i boligerne, og løsningen anses derfor ikke som relevant.

For at nedbringe støjpåvirkningen om natten vil tilførsel af materialer i aften- og nattetimerne ikke omfatte levering af store sten, hvis der foregår andre aktiviteter samtidigt, da stenleverancer kan medføre støjimpulser.

Kilde: Niras: Miljøvurdering Udvidelse af Rønne Havn – Etape 4



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT