Jesper Rungholm erkender, at der muligvis er foregået noget bag kulisserne, som han ikke kender til. Men hans frygt er, at der ”ingenting foregik”, og at beredskabet stadig er helt i sin spæde start, når det gælder håndtering af den slags situationer.
Regeringen har siden foråret arbejdet på et lovforslag, der skal gøre det muligt at handle, hvis droner færdes over kritisk infrastruktur som havne og lufthavne.
Også Dansk Industri og en droneforsker bakker ifølge DR P4 Bornholm – som Jesper Rungholm var gæst hos onsdag morgen – op om en hurtig vedtagelse af loven.
I et skriftligt svar til DR oplyser transportminister Thomas Danielsen fra Venstre, at man forventer, at loven om at skyde droner ned træder i kraft den 1. januar 2026.
– Vi er der, hvor man ikke kan vente halve eller hele år på at forhandle færdigt, mener Jesper Rungholm.