Politi i lufthavnen: Mistanke om drone

Politi i lufthavnen: Mistanke om drone
Politiet har fået en melding om, at der er observeret en mulig drone ved Bornholms Lufthavn torsdag morgen. Foto: Presse-fotos.dk
TOPNYHED | KRIMI | 25. SEP • 06:08
Henrik Nielsen
Journalist
TOPNYHED | KRIMI | 25. SEP • 06:08

Bornholms Politi er her til morgen til stede i Bornholms Lufthavn, fortæller vagthavende.

– Der er en, der har observeret noget, man mistænker, er en drone, siger han.

Situationen er lidt uklar, og derfor kan vagthavende ikke sige mere lige nu. 

I døgnrapporten fortæller Bornholms Politi, at man klokken 05.01 fik en anmeldelse fra en borger, der havde observeret et blinkende objekt over havet ud for Bornholms Lufthavn. En patrulje var efterfølgende til stede i lufthavnen frem til klokken 06.15.

Politiet kan hverken be- eller afkræfte, om der var tale om droner.

I skrivende stund ser det ikke ud til, at den mulige drone påvirker flytrafikken. DAT's morgenafgange til København klokken 6.15 og 7 står i hvert fald til at flyve som planlagt på lufthavnens hjemmeside.

Aftenen og natten igennem blev der observeret droner ved flere lufthavne i Jylland, fortæller Ritzau, og ved 23-tiden blev luftrummet over Aalborg Lufthavn lukket på ubestemt tid. Det blev dog åbnet igen klokken 03.15.

Der blev også observeret droner nær lufthavnene i Esbjerg og Sønderborg og ved Flyvestation Skrydstrup.

Torsdag morgen var luftrummet over Billund Lufthavn også lukket i en times tid, men det fremgår ikke, om lukningen kan kobles til hændelserne ved de andre lufthavne, fortæller Ritzau.


Flytrafikken i Bornholms Lufthavn fungerer som normalt. DAT's morgenafgange er kommet af sted, og den planlagte charterflyvning klokken 8 står også til at komme af sted til tiden. Foto: Presse-fotos.dk

FÅ ABONNEMENT