På et mere end fire timer langt møde mandag diskuterede bestyrelsen i CRT den nuværende økonomiske situation. Den er ikke alt for god. Faktisk forventer bestyrelsen et underskud på omkring to millioner kroner, hvilket står i skærende kontrast til Anne Thomas’ udlægning af økonomien, da hun den 10. juni forlod posten som direktør for CRT. For der var alt angiveligt fryd og gammen. Det mente hun i hvert fald.
Den køber van Sabben dog ikke, og samtidig er hun træt af måden, bestyrelsesformanden har ageret på.
– Jeg føler, at den pressemeddelelse, der blev sendt ud i går, altså for det første er den sendt ud til pressen fem timer før, bestyrelsen får den. For det andet er jeg ikke enig i nogle af de ting, der står der. Jeg synes, at man tager ansvaret for både det, der er foregået, og det arbejde der skal i gang nu. Jeg vil gerne være med til at tage det ansvar i forhold til at få rettet økonomien op. Men jeg vil ikke tage ansvar for der, hvor økonomien er, siger hun.