OL-medaljevinder træner unge i Aakirkeby

OL-medaljevinder træner unge i Aakirkeby
Badminton Bornholms sommerskole får besøg af tidligere OL- og VM-medaljevinder. Eget foto
NOTITS | SPORT | Mandag 3. juni 2024 • 16:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | SPORT | Mandag 3. juni 2024 • 16:30

Deltagerne i sommerens badmintonskole får besøg af Joachim Fischer, som har vundet medalje til både OL og VM.

Sommerferien nærmer sig. Det samme gør DGI Badminton Bornholms sommerskole i Aakirkebyhallerne med deltagelse af 44 unge spillere. Det er fuldt hold og dobbelt så mange som sidste år. Spillerne er mellem ni og 15 år. De kommer fra alle øens klubber, og enkelte rejser hertil fra den anden side af vandet.

– Det er rigtig dejligt, at vi allerede nu kan melde fuldt hus til årets badmintonskole. Jeg glæder mig rigtig meget til tre dage med de unge spillere. At vi igen formår at tiltrække nogle tidligere elitespillere til at supplere træningen, er også virkelig positivt, siger træner Philip Fagralid i en pressemeddelelse.

Han lover et alsidigt program med plads til både tekniske, taktiske og sociale elementer, og deltagerne kan blandt andet se frem til at møde Joachim Fischer, som har vundet både OL- og VM-medalje i mixed double. Han og den tidligere professionelle herredoublespiller Frederik Colberg besøger badmintonskolen på sidstedagen. Derudover stiller DGI Badminton Bornholm med hjælpetrænere, da de 44 spillere er fordelt på 11 baner i Aakirkebyhallernes to haller.

Badmintonskolen åbner den 1. juli.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT