Weekenden byder på en af årets store begivenheder, når næsten 1.000 gymnaster og hundredvis af tilskuere indtager Aakirkeby-Hallerne for at deltage i eller overvære DGI Bornholms forårsopvisning. Gymnastikopvisningen er så stor, at den foregår både lørdag og søndag. I alt deltager 28 hold, der viser, hvad de har arbejdet med og lært i løbet af året.
DGI Bornholms forårsopvisning er kulminationen på sæsonen, og i tiden op til det store arrangement har flere af øens gymnastikforeninger haft deres egen opvisning.
– Vi skal huske, at øens mange gymnastikforeninger repræsenterer et vigtigt fællesskab i lokalområderne. Det kan kun lade sig gøre, fordi der også er mange frivillige kræfter, der hver dag gør et fantastisk stykke arbejde, siger Allan Møller fra DGI Bornholms Gymnastik- og Fitnessudvalg i en pressemeddelelse.
Både lørdag og søndag byder på gallaopvisning af DGI Bornholms to landsdelshold, og publikum kan også opleve et hold bestående af bornholmske gymnaster bosat i København begge dage. Bornholmsmesterskabet i håndgang bliver afgjort søndag, og så har årets opvisning den ekstra dimension, at flere af holdene skal med til DGI Landsstævne i Vejle i juli.