De unge mangler
Udfordringen er at få de unge til at melde sig under de gule og røde kort og at fastholde dem, når de melder sig.
– Det er begrænset, hvad vi har af unge. Vi har haft nogle med på kurser, men mange dømmer ikke ret længe. Det kan vi se fra det seneste kursus i 2017. Jeg tror kun, at det er Louise Mikkelsen, der stadig dømmer. Der er så mange andre ting, de vil, og det gælder ikke kun dommere. Det er alt, siger Holger Hansen.
Ifølge DR stopper op mod halvdelen af de nyudklækkede dommere inden for det første år, blandt andet på grund af mangel på respekt, grimme tilråb og konfrontatoriske spillere. Dårlig opførsel er ifølge dommerklubbens formand ikke noget stort problem i bornholmsk fodbold.
– Jeg tror ikke, der er folk, der stopper af den grund. Vi er en lille ø, og alle kender alle. Det kan jeg selvfølgelig sagtens sige, for de kan ikke genere mig, der har dømt i 50 år, men der kan måske være nogle unge, som godt kan blive lidt mobbet. Men vores problem er, at vi ikke har de unge folk, siger Holger Hansen.