Morten løber etapen med lam arm: Det skal ikke begrænse mig

Et trafikuheld i 1996 efterlod Morten Neergaard-Kofod med en lam arm, men han har lige siden kæmpet for, at det ikke skulle sætte nogen begrænsninger for ham. Nu deltager han i Etape Bornholm for femte gang.

Den 6. oktober 1996 huskes af mange danskere for, at Bandidos angreb Hells Angels' klubhus i Titangade i København med en panserværnsraket. Men for Morten Neergaard-Kofod husker han mere datoen for et trafikuheld, som dræbte tre personer og sendte ham selv på hospitalet med en lam arm, hjerneblødning, smadrede ribben og fuldstændigt ødelagte skuldre og kraveben.

Trafikulykken skyldes, at to biler kørte om kap på Vester Søgade i København. To af personerne i den ene bil døde, mens den tredje afdøde var en cyklist, som var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Morten Neergaard-Kofod, som var 22 år dengang, sad selv i midten på bagsædet af den bil, hvor to personer døde. Desværre havde Morten ikke taget sikkerhedssele på, og derfor kom han så slemt til skade.

– Mange kan huske den nat på grund af de mange forfærdelige ting, der skete. Jeg havde ikke noget med ulykken at gøre andet end, at jeg sad på bagsædet af den bil. Det var for at spare en taxa, at jeg satte mig ind i bilen med nogle, jeg ikke rigtig kendte, fordi jeg skulle i byen, fortæller han.

Hospitalsvæsenet knoklede i et helt år for at få ham på fode igen, og selv var han meget målrettet: Den lamme arm skulle ikke sætte begrænsninger for ham.

– Jeg lå i respirator i 10 dage, og da jeg vågnede op, så besluttede jeg mig ret hurtigt, at det ikke skulle betyde noget i mit liv. Så jeg fik taget en uddannelse, og jeg har fået børn og alting, fortæller Morten Neergaard-Kofod.

Han havde dog svært ved at dyrke nogle former for motion, men så fandt han ud af, at han godt kan løbe, uden at den lamme arm hele tiden er i vejen.

– Så det er blevet sådan, at jeg løber. Og for at den arm, der er lam, ikke skal hænge og dingle alt for meget, så er den bundet ind i en fikseringsslynge. Ellers er det ubehageligt at løbe med sådan en klump kød, man ikke kan styre.

Etapen holder ham i gang

Hans glæde for at løbe kommer især til udtryk i uge 30, for så skal han være med i Etape Bornholm. I år er det femte gang, han er med, og han glæder sig til igen at tilbagelægge en maraton på fem dage.

– Jeg er halvbornholmer, for min far var fra Sandvig. Så jeg er kommet her hele mit liv. For fire-fem år siden hørte jeg om det her Etape Bornholm, og så er det blevet en fast begivenhed, at jeg løber det, siger han og fortæller, at både hans kone og tre børn er indforstået med, at de hver sommer skal bo i familiens sommerhus i Sandvig, når etapen afvikles. I år er det dog kun den ene datter, som skal løbe med, mens de andre bliver på sidelinjen og hepper.

– Det gør også, at jeg holder jeg mig i gang. Jeg melder mig altid til året før, fordi så ved jeg, hvad jeg skal næste år, og så bliver jeg nødt til at løbetræne, for 42 kilometer kommer ikke af sig selv. Så skal man i hvert fald være et andet menneske, end jeg er.

Til daglig arbejder han på et kontor, hvor han optimerer arbejdsprocesser. Men før ulykken troede han faktisk, at han skulle være elektriker eller håndværker.

– Så på den måde har det haft en lille smule indflydelse. Men jeg er glad for, at jeg ikke insisterede på at blive elektriker, for det havde været hårdt. I dag sidder jeg ved en computer og laver teoretiske ting. Det gør livet lidt nemmere.

– I ingeniørverdenen generelt er de heller ikke særlige hurtige på et tastatur. Så jeg stikker ikke ud fra mine kollegaer. De bruger tofingersystemet, og jeg bruger femfingersystemet.

Han havde dog gerne været sine skavanker foruden.

– Jeg burde løbe med en t-shirt på, hvor der står: Husk at spænde sikkerhedsselen. For at gøre et statement ud af det, fortæller Mads Neergaard Kofod, som i dag er 49 år og bor i Ledøje lidt uden for København.

Morten til starten i Hasle på førstedagen af årets Etape Bornholm. Eget foto