Når der er et overskud af elever på Politiskolen, kan politiet fordele elever i kredsene efter en fordelingsnøgle. Men fordi der mangler elever nu, rammer det Bornholm.
Nicolai Bebe Jensen, der er formand for Bornholms Politiforening, beskriver situationen som alvorlig.
- Hvis vi skal kunne stille politi til rådighed for borgerne i sommeren, hvor befolkningstallet på Bornholm via turisterne vokser til mere end det dobbelte, og hvor vi ser ind i rigtig, rigtig mange koncerter og arrangementer, som også kræver ekstra tilstedeværelse, er vi simpelthen nødt til at have hjælp, siger han til Jyllands-Posten.
Bornholms Politi har af den årsag søgt om assistance i sommermånederne fra andre kredse. Det er blevet godkendt, og Bornholms Politi får hjælp af fire politiassistenter fra fire forskellige kredse i juni, juli og august.
Det glæder politidirektøren sig over, men han mener dog, at det blot er et plaster.