På de timer, jeg var på vandet den dag, blev jeg virkelig bekræftet i, at Bornholm er et helt særligt sted at ro havkajak. Det er selvfølgelig dels, fordi det var her, jeg lærte at ro havkajak og tidligere har haft rigtig mange gode og lærerige oplevelser på vandet, men også fordi man kan ro langs de store majestætiske klipper. Dengang jeg boede på Bornholm, brugte jeg vandet og havkajakken til at finde balance i mine følelser og få et afbræk fra dagligdagen, som man nogle gange kan have brug for. Jeg får desværre ikke brugt havkajakken på samme måde i København, da det tager lang tid at ro væk fra byens støj og lys.
Bornholm er i særdeleshed et helt særligt sted at ro havkajak, fordi der bare en helt særlig natur, som jeg ikke har oplevet andre steder i Danmark, når jeg har roet rundt på mine togter. Ét er naturens udseende og bevægelser, men det er, som om naturen også har en anden sjæl på Bornholm. Stemningen på vandet og den vibe, jeg mærker, når jeg ror der, er bare mere rå og brutal, og det gør også, at jeg bliver mere opmærksom på både mig selv og på naturens potentiale. Det blev i højeste grad bekræftet for mig på den tur i december 2020.
Bornholm, jeg savner dig!
Der skal også lyde en kæmpe tak til de mennesker, der har introduceret mig til havkajak. Det er alle jer fra Bornholms Kajakklub, som jeg har brugt uanede timer på vandet med. Tak."
Især de mange bornholmske klipper er noget, som Kajak-Lasse nyder at ro ved. Pressefoto