Klumme: Drømmen om OL

For et år siden lå jeg på Bornholms Hospital. En kvindelig sygeplejerske kom ind på stuen for at tjekke, om jeg og min nystiftede familie havde det godt. Min mand sov i sengen ved siden af mig, og min datter sov på mit bryst. Jeg var høj på endorfiner efter en intens og veloverstået fødsel. "Er det ikke bare det største, du har oplevet?" spurgte kvinden med et indforstået smil. Mine tanker tog mig til Rio de Janeiro. Åbningsceremonien. Paradedragter. Smil. Dannebrog. Ydmyghed over at stå der midt i hjertet af De Olympiske Lege og høre åbningstalen.

"Jo", skyndte jeg mig at svare ude af stand til at formidle mine tanker. Det ærlige svar havde været nej. Jeg følte på det tidspunkt stadig, at det største, der var hændt mig, var indfrielsen af mit livs drøm: OL.

Kun få sportsgrene såsom fodbold og tennis har deres egne turneringer, der vejer tungere end olympiaden. Er man derimod atletikudøver, som jeg, så er OL det ypperste. Kravet for at komme med til OL er benhårdt, og man har kun muligheden hvert fjerde år. Der er mange sportsudøvere, der prøver at komme med, men kun ganske få bliver udtaget.

Jeg læste for nyligt en interessant bog om vejen til succes af forfatteren Malcolm Gladwell, som er mest kendt for sin debutbog "The Tipping Point" (på dansk "Det magiske vendepunkt"). I bogen "Outliers: The Story of Succes" (på dansk "Afvigerne: historien om succes") redegør Malcolm Gladwell for, hvad han mener, succesfulde mennesker har tilfælles. Han tager afstand fra de sædvanlige beskrivelser i biografier og andet, der ophøjer disse mennesker som helt unikke, hvad angår både personlighed og talent. Opskriften på succes er ifølge Malcolm Gladwell mere simpel. Det handler i høj grad om øvelse. Rigtig mange timers øvelse. Helt præcist 10.000 timer. Herefter har man ifølge forfatteren mulighed for at blive blandt verdens bedste inden for sit felt, uanset om det så er sport, musik, forskning, erhvervslivet eller noget femte.

Inspireret af bogen fandt jeg papir og blyant frem og begyndte at gøre status over mit løberliv. Jeg startede med at løbe konkurrencer som 8-årig og begyndte at træne en gang om ugen som 10-årig. I en alder af 12 år trænende jeg hver anden dag og var for første gang med på ungdomslandsholdet. Som 14-15-årig trænende jeg hver dag, og et år senere begyndte jeg at træne dobbeltpas, hvilket vil sige dage med træning både morgen og aften. Jeg modregnede de perioder, jeg havde haft skader, hvor jeg brugte lidt færre timer på træning. Jeg kunne se, hvordan mit tidsforbrug på træning steg støt og roligt med min alder. Jeg begyndt at lægge tallene sammen fra jeg var ti til 32 år. Det pudsige var, at jeg ramte tallet 10.000 timer som 28-årig i 2016. Det år, der var OL i Rio, og jeg deltog på maratondistancen.

Som atlet har jeg haft den positive udfordring, at jeg altid har syntes, der var så meget andet i livet end atletik og løb, der var spændende. Jeg har blandt andet været glad for at studere og i perioder brugt meget energi på arbejde. Så selvom jeg som datter af en OL-atlet og med et rimeligt åbenlyst løbetalent var en oplagt OL-kandidat helt fra barnsben, så tog det mig altså mange år at spare nok timer op i træningsbanken til at kunne indløse OL-billetten.

Malcolm Gladwell nævner en anden vigtig faktor i relation til succes og ypperlige præstationer: held. Det handler simpelthen om at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Sådan var det for mig i 2015, da jeg løb over målstregen i Frankfurt Marathon i tiden 2 timer 34 minutter og 28 sekunder - 47 sekunder under det danske OL-krav. Vejret var godt, min form var god, og jeg havde gode ben den dag. Kort sagt: heldet var på min side.

Heldet har altså været en vigtig faktor for de mange atleter, der igennem den seneste tid har kæmpet for at blive en del af den danske OL-trup. Jeg kender en roer og har fulgt hans vej mod OL igennem det seneste år. På en vagt på Bornholms Tidende kunne jeg en dag læse i et Ritzau-telegram, at han og hans makker lige nøjagtig missede den sidste mulighed for at komme med. Det var trist læsning, når man ved, hvad der ligger bag af målrettet træning og et brændende ønske om at nå det store mål.

OL-året er på den måde både året, hvor drømme går i opfyldelse, og hvor drømme brister. Både månederne inden OL i Tokyo og under legene, hvor spillet mellem de store sejre og de store skuffelser fortsætter. Sådan er sport og livet som atlet.

Dette OL-år jagter jeg ikke noget krav. Mens jeg skriver denne tekst på min mobiltelefon, triller jeg min datter i babyjoggeren. Hun har været artig at sove så længe, at jeg kunne færdiggøre den første klumme i denne serie om OL. Min datter har stjålet min tid og mit hjerte. Det indforståede blik fra sygeplejersken giver i dag meget mere mening. At blive forældre er uden tvivl det største, jeg har oplevet i mit liv. Det tog bare lidt tid helt at begribe omfanget af det.

Anna Holm er opvokset på Bornholm og har dyrket eliteidræt i over 20 år. Det er blevet til flere danmarksmesterskaber og deltagelse i EM, VM og OL. Hun er uddannet cand. comm i Journalistik og Dansk og har desuden studeret Public Relations i New York. I en årrække har hun arbejdet i kommunikationsbranchen på den anden side af vandet. Nu er hun vendt hjem til øen og journalistikken.