Klub har fået tre nye trænere

Klub har fået tre nye trænere
Rønne Svømmeklubs tre nye trænere er Mille Bergmann, Sofie Christiansen og Malte Rasch. Privatfoto
NOTITS | ABONNENT | 12. DEC 2022 • 18:19

Mille Bergmann, Sofie Christiansen og Malte Rasch har i denne weekend færdiggjort årgangstræneruddannelsen hos Dansk Svømmeunion. De har alle tre tidligere gennemgået børnetræneruddannelsen og nu også årgangstræneruddannelsen og derfor kan de nu kalde sig licenstrænere. Det fortæller Jette Tvede Christiansen, der er formand for Rønne Svømmeklub.

– Det betyder meget for os i Rønne Svømmeklub, at vores trænere er godt uddannet, og at der er kvalitet i svømmetræningen, siger hun.

De tre nye trænere har været under uddannelse tre weekender i efteråret 2022, og årgangstræneruddannelsen har givet trænerne viden og redskaber i forhold til blandt andet træningsplanlægning, teknisk stilartanalyse og motivation og trivsel.

– Det er dejligt, at vores svømmetrænere har interesse for og lyst til at tage på uddannelse. Det sætter vi stor pris på, og det gør vores svømmere også, påpeger formanden.