Minister om tragedien i fiskeriet: Der er kun to løsninger

Fiskebestanden i Østersøen har det uhørt dårligt. Og nu gør den nye fiskeriaftale det umuligt at få en lønsom forretning ud af drive fiskeri i Østersøen. Fiskeriministeren prøver at se situationen med bornholmske øjne.

Sporene skræmmer.

I 1992 indførte Canadas fiskeriminister et såkaldt moratorium på torskefiskeriet i den canadiske del af Nordatlanten.

Alt fiskeri blev stoppet fra den ene dag til den anden i håb om, at fiskene ville komme tilbage. Det skete aldrig, og derfor er det en nærliggende tanke, at det samme nu er ved at ske i Østersøen.

I den forgangne uge satte EU-kommissionen og medlemslandene punktum for en fiskeriaftale for 2022, der reducerer torskekvoterne i den vestlige del af Østersøen med 88 procent. Dermed ligger dette område nu på samme niveau som farvandet omkring Bornholm, hvor torskebestanden har været så hårdt ramt af blandt andet iltsvind på bunden af havet, at EU allerede i 2017 reducerede kvoterne i den østelige Østersø med 70 procent.

Laksefiskeriet hænger ligeledes i den tyndeste af de tynde tråde. Én laks per dag må en lystfisker tage med hjem. Og kun hvis den er udsat. En laks med fedtfinne på ryggen er ikke udsat, men vild. Fanger man sådan en, skal den sættes ud igen.

Rasmus Prehn (S) sad med ved bordet, da fiskeriaftalen blev forhandlet på plads. Slutresultatet var brutalt, men det var dog et plaster på såret, at det lykkedes den danske fødevareminister at nedbringe reduktionen af torskekvoten fra de oprindeligt udmeldte 92 procent til 88 procent.

Kollaps er et voldsomt udtryk

Tilbage står, at fiskebestanden i Østersøen har det uhørt dårligt. Og at den nye fiskeriaftale gør det umuligt at få en lønsom forretning ud af drive fiskeri i Østersøen.

Tidende fangede fiskeriminister Rasmus Prehn på telefonen til en snak om de dystre udsigter for fremtidens fiskere på Bornholm.

Taler vi om et kollaps i Østersøen?

– Man skal altid passe på med ord, specielt hvis referencen er noget, der er sket i Canada for mange år siden. Men der er ingen tvivl om, at det er meget, meget voldsomt det her. Især i forhold til sild og torsk. Til gengæld er der forhøjede kvoter på rødspætte og brisling, og der er nogle initiativer på vej i forhold til at fiske efter hundestejle og sortmundet kutling.

– Der kommer også en støtteordning, hvis man fisker med selektivt udstyr, siger Ramus Prehn, der overtog posten som fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister efter Mogens Jensen (S) i november 2020.

– Så hvis man vil fiske i fremtiden og er parat til det og ikke ønsker at bruge ophugningsordningen, som vi også har på programmet, så er der mulighed for at få tilskud til at skifte over til nogle af de redskaber, der kan fiske efter de bestande, der rent faktisk er der.

– Så kollaps er et voldsomt udtryk. Men jeg medgiver, at det er en historisk dårlig situation.

Er dit råderum som dansk minister i virkeligheden relativt begrænset i disse forhandlinger?

– Vi har forpligtet os på, at vi vil passe på vores bestande og på vores havmiljø. Og deri ligger så også, at vi i store træskolængder følger ICES-vurderingen. Hvis de siger, at vi må fiske sådan og sådan, så er det det, vi gør. Da jeg så ICES' vurdering og også kommissionens indstilling, var det min indstilling, at så må vi prøve at bruge nogle af de midler vi har i EUs Hav- og Aquakultur Fond til at lave nogle ophugnings- og støtteordninger.

– Kollaps er et voldsomt udtryk. Men jeg medgiver, at det er en historisk dårlig situation, siger Rasmus Prehn, der overtog posten som fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister efter Mogens Jensen (S) i november 2020. Pressefoto

Har været længe undervejs

Udviklingen i Østersøen har været længe undervejs. De første kvoter blev sat ind i 1970erne. Siden da er det kun gået én vej. Og det er samme vej som det gik i Canada i 1990'erne.

Skulle man have gået mere drastisk til værks tidligere?

– Der er noget, der tyder på, at der kunne have været nogle fordele ved at gøre det. Men man skal som regel passe på med at evaluere fortidens indsats med nutidens optik. Vi har en viden i dag, som man ikke havde dengang. Men der havde nok været nogle fordele ved, at man havde lavet en mere langsom tilpasning, så der ikke kom det her kæmpe drøn på én gang.

Kvoter, er det en god ting? Hvor man blander fiskerettigheder og politik sammen med biologi og markedsmekanismer, så fiskere kan tabe et tocifret millionbeløb, fordi fiskeriet reguleres i et bestemt område så kvoterne pludselig ikke er noget værd?

– Kvoter er nødvendige, hvis man skal passe på vores bestand. Har vi ikke kvoten, eller en anden måde at regulere på, jamen så bliver det jo wild west. Fiskerne kender vilkårene. Når man køber en kvote, så ved man også, at der er en risiko for, at den kan blive reguleret ned. Det kan gå op, og det kan gå ned. Det er lidt et sats, man tager, og det er der også taget højde for i de lån, man finansierer med og andet. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er en dødhamrende ulykkelig situation. Men det handler om en biologisk vurdering, ikke en politisk beslutning.

Kan man forestille sig, at fiskerne nu får en kompensation på linje med minkavlerne, som jo også har mistet deres erhverv?

– Jeg synes ikke, man kan sammenligne med mink. Der var tale om en helt ekstraordinær situation, folkesundhedsmæssigt, hvor man træffer en politisk beslutning over natten, mere eller mindre, om at de her mink skal slås ned. Her taler vi om et kvotesystem, vi har haft i årevis, hvor der bliver reguleret op og ned, hvor man ved, der er et ICES-system, der hvert år vurderer fiskeribestanden. Der er nogle objektive kriterier for hvad vej det skal gå, og så retter man ind derefter. Dog vil vi gerne lave en ophugningsordning, så man kan komme ud af fiskeriet med en bedre økonomi end ellers.

En laks om dagen – måske

Den konkrete anledning til, at vi har ringet fiskeriministeren op, er et læserbrev, som blev bragt på Bornholms Tidendes debatsider tidligere på ugen. Her stiller Poul Clausen fra Rønne sig uforstående overfor ministerens udtalelser om laksekvoter og bifangst.

Rasmus Prehn er blevet briefet om læserbrevet af sine pressefolk inden interviewet, så han stiller spørgsmålet selv:

– Hvordan kan man fange laks, når kvoten er nul, og hvorfor opererer man med en bifangst, når der ikke er bifangst i laks?

Svaret lyder:

– Man har valgt at have en bifangstkvote for at undgå den situation, at man så overhovedet ikke kan fange noget som helst. Det er meget sjældent, at man fanger laks som bifangst, men det er altså kommissionens faglige vurdering, at der skal være en bifangstkvote. Fordi man kan risikere, at der kommer laks med op, og så skal det ikke være sådan, at man bliver slået hjem i ludo, siger Rasmus Prehn.

Problemet med problemsælerne

Selv om Rasmus Prehn har siddet under et år på posten som fiskeriminister, er han bekendt med de udfordringer, man oplever i Østersøen med den voksende sælbestand. Sælerne følger deres egne regler. De spiser fisk fra net og laks fra krog, hvis de kan komme til det.

Her skal man dog ikke have for høje forventninger til markante gennembrud fra Fiskeriministeriets side. Reguleringen af området sker langt fra Danmark, blandt andet af et EU-habitatsdirektiv, og er desuden beskyttet af stærke fredningsbestemmelser.

Rasmus Prehn har ikke desto mindre stor forståelse for fiskernes frustrationer.

– Der er ingen tvivl om, at fiskerne oplever det som et kæmpe problem. Vi har lavet en ordning, så fiskerne kan få jagttegn til at skyde 80 sæler om året, men det er nok i underkanten af, hvad fiskerne selv synes, der skal til, siger han.

Ifølge den faglige vurdering er sælerne ikke problemet i samme omfang. som fiskerne giver udtryk for, siger Rasmus Prehn.

– Man peger på temperaturen, saltindholdet, klimaforandringer, kvælstof, iltsvind. Det er mange ting, der spiller ind.

Forhandlingerne om den kommende ophugningsordning starter efter efterårsferien.

Hvad kunne være en god aftale, i dine øjne?

– Jeg kunne godt tænke mig at bruge mange penge på det her, men det er begrænset, hvad jeg har af muligheder. Nu skal jeg lige være helt færdig med mit mandat, inden jeg udtaler mig. Men vi taler ikke om hundredvis af millioner, lyder det fra fiskeriministeren.

Bornholmere er hittepåsomme

Også fritidsfiskeriet rammes markant af den nye fiskeriaftale. Det er slut med at drømme om komme hjem med fryseboksen fuld af fede laks. Ifølge den nye fiskeriaftale må man i 2022 kun lande én laks om dagen, hvis man fisker i Østersøen. Får man en laks på krogen, skal man desuden lære at skelne mellem klippet laks og vild laks, siger fiskeriministeren.

– Det er stadig sådan, at man som lystfisker godt må fange laks, men kun én om dagen og kun dem, der er sat ud. Hvis den er fedtfinneklippet, er den sat ud som lille. Den må man fange og tage med hjem. Hvis den stadig har fedtfinne, så skal man sætte den ud igen, siger han.

Hvordan skal Bornholm som fiskernation håndtere de nye kvoter? Professionelle såvel som amatører?

– Helt selvstændige er I vel ikke blevet endnu. Men kender jeg bornholmerne ret, så vil de fiske der, hvor fiskene er. De tager til Nordsøen eller Kattegat, eller hvor det nu kan være. Andre vil være så idérige og innovative, at de begynder at fiske efter de arter, der rent faktisk er.

– Bornholmere er innovative og påhitsommefolk, som udvikler sig hele tiden. Og hvis man ikke må fange torsk, så tror jeg, de går i gang med at fange noget andet. Det kan for eksempel være rødspætter. Og så er det om at få fat i nogle af de selektive fangstredskaber, så man ikke fanger torsk samtidig.