– En gang om måneden i hvert fald. Jeg bor på Østerbro i København, og mange af dem, der kører på holdet, bor også i nærheden, og vi kommer alle sammen fra Team ABC (ungdomscykelhold, red.), det var der, vi kørte før, vi kom op i senior, så vi kender hinanden, så det er stort set dem, jeg træner med allermest og snakker med til daglig.
Danmark Rundt kommer forbi fødebyen
Hvordan ser du foråret for dig i forhold til formen?
– Først tror jeg lige, jeg fokuserer på at tilvænne mig A-klassen. Og så kommer der egentlig en masse fede løb i august, som jeg ser frem til. Men her med corona, der ved man aldrig rigtig, hvad der kommer om et par uger. Så jeg fokuserer lidt langsigtet frem og fokuserer på at lære en masse fra løbene og fra de andre ryttere.
Hvad er det for nogle løb, som du synes kunne være interessante?
– Der er nogle UCI-løb i Danmark og i Norge, som kunne være sjove at køre stærkt i. Og ellers har jeg ikke rigtig kigget så meget i programmet. Jeg tror ikke, jeg har så store forventninger til den første sæson. Det er mere sådan et læringsår, tror jeg.
Hvad med Post Nord Danmark Rundt, er det et mål for dig?
– Der bliver kørt igennem Tønder, og der er også en etape, der starter i Tønder, hvor jeg er født, og der skal køres enkeltstart på Frederiksberg, så det er selvfølgelig noget, man gerne vil køre på et eller andet tidspunkt. Men hvis jeg ikke bliver udtaget, så er det også fint med mig, så har jeg masser af år at kunne nå det endnu.
– Min farmor har allerede sendt mig et udklip fra avisen dernedefra om, at de starter i Tønder, så det er jo noget, jeg tænker på. Men det er ikke, fordi jeg bliver helt ødelagt, hvis jeg ikke kommer med. Overhovedet ikke. Der kan jeg godt se lidt længere frem end et år.
Satser på cykelkarriere