Rønne Skytteforening vil dog helst blive i Rønne, hvilket der er flere grunde til.
– Rønne er Bornholms hovedstad, og hvor tingene burde ske. Det er her, hvor der er flest skoler og unge mennesker, og de cykler sgu ikke lige til Nyvest eller Aakirkeby. Så dør det, siger han og peger på, at forældre også får fri sent fra arbejde og derfor ikke har tid til at køre børnene rundt på hele øen til fritidsaktiviteter.
– Derudover er der også flere, der tror, at skydning er skydning, og at vi ”bare” kan skyde i det nye anlæg i Nylars. Men sådan er sandheden altså ikke, siger Rasmus Engelhardt Lemvig, som oplyser, at skytteforeningen har undersøgt mulighederne for at rykke til andre foreninger på øen, men har fundet ud af, at der er meget store begrænsninger for, hvad man kan skyde på de andre skydebaner på Bornholm. Eksempelvis kan man ikke skyde DGI's grovpistol-program i hverken Nylars eller Åkirkeby.
– Så er vi helt oppe ved Østerlars Skytteforening, før det kan lade sig gøre, siger han.
Risikerer besøg på Bofa
Rønne Skytteforenings 80 medlemmer skal nu have fundet en løsning på, hvordan de kommer videre med arbejdet, og hvad de skal stille op med deres pistolafdeling, luftpistolafdeling og handicapskydning. Umiddelbart er der ingen lokaler, de kan bruge, men mens vejret er til det, vil de skyde udenfor.
– I første omgang rykker vi umiddelbart vores medlemmer til det udendørs anlæg, vi råder over i Robbedale. Men desværre er det 25 meter med snoretræk og 200 meter skydebane, som primært er bygget til riffelskydning, og det er slet ikke optimalt for pistolskydning af nogen art, siger Rasmus Engelhardt Lemvig, som heller ikke mener, at skovområdet egner sig særlig godt for klubbens medlemmer, som har et handicap.
Hos RIK Bordtennis, som har været i Østre Skoles kælder i over 50 år, afventer formand Flemming Bech et møde med regionskommunen, og han håber fortsat på, at der kan blive fundet en løsning, så de kan spille videre i et andet lokale. Hos Bornholms Stenklub, som har været i kælderen i 41 år, er forhåbningerne noget mindre, da de har brug for et særligt lokale, da de har store maskiner, som de bruger til at slibe sten og lave smykker med.
– Kommunen har sagt, de ikke har andre lokaler, så vi ved ikke, hvad vi skal gøre af os selv, siger formand Randi Christiansen, som fortæller, at konsekvensen kan blive, at foreningen må lukke.
Hvis det sker, vil stenklubben prøve at se, hvad der kan sælges af deres maskiner og materialer, og ellers må resten afleveres på Bofa.