Første fodboldkamp i Østerlars i næsten 10 år

Første fodboldkamp i Østerlars i næsten 10 år
De nye spillertrøjer er sponsoreret af Hotel Gudhjem, og der var 12 medrejsende tilskuere til seniorholdets første kamp, som blev spillet på udebane i Rønne. Foto: Sascha Hammerlund
NOTITS | ABONNENT | 30. AUG 2024 • 15:40
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | ABONNENT
30. AUG 2024 • 15:40

Efter en længere periode uden fodbold i Østerlars ruller bolden igen. Tidligere på ugen fik det nystartede seniorhold debut i serie 3, som er en syvmandsrække. Kampen blev spillet på Rønne Stadion Nord mod U! og endte 2-2, og på onsdag er det så tid til første hjemmekamp på Østerlars Stadion.

– Det går glimrende og måske lidt bedre end forventet, fortæller fodboldformand Mark Tofterup og oplyser, at der er 17 seniorspillere, som har betalt kontingent og er aktive i klubben.

Derudover har klubben også lavet træninger for børn, og der har indtil videre været 10-14 med til træning i alderen 6-10 år.

Hvordan var det at spille første kamp?

– Det var virkelig godt. Nu har vi jo trænet siden april-maj, så folk var klar, men det var fedt at komme i gang og mærke en anden tænding, når man spiller mod et fremmed hold og bare træner.

Hvad er jeres ambition for sæsonen?

– Vores ambition er, at vi skal i gang. Vi skal skabe noget, hvor jeg synes, det kunne være fedt, at det bliver noget, folk prioriterer i byen og oplandet til Østerlars. At nu spiller fodboldholdet og så kommer vi og ser kamp, og så bliver der lidt salg og pølser.

– Så må vi se, hvad resultaterne kan holde til. Men vi har et godt hold og et konkurrencedygtigt hold, synes vi selv, siger Mark Tofterup.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT