Alt godt kommer til den, der venter. Det er også tilfældet hos Nexø Tennis Klub, som tålmodigt har ventet på, at Bornholms Regionskommune ville udskifte de nu 14 år gamle kunstgræsbaner.
Den slags baner kan gennemsnitligt kun holde til 10 års brug, og derfor har det de seneste år været tydeligt, at banerne er nedslidte.
– De var til sidst virkelig ujævne og virkelig dårlige, og man kunne godt nogle gange blive rigtig træt af, at bolden nærmest ikke hoppede, eller at den hoppede skævt, fortæller formand René Lund fra Nexø Tennis Klub.
Han glæder sig derfor over, at regionskommunen i denne uge har igangsat udskiftning af to af de tre baner på tennisanlægget i Nexø.