Magnus Cort opnåede et af sine bedste DM-resultater nogensinde, da han søndag kørte i mål på en femteplads i det 218,5 kilometer lange DM-løb på landevej, der blev afviklet på en meget flad rute omkring Herning.
Cort var en af fremtrædende figurer, da løbet fandt sin afgørelse. 13 kilometer før mål var det således den 30-årige bornholmer, der netop har rejst sig fra sygesengen efter et udbrud af corona, der alene optog forfølgelsen af udbryderen Casper Pedersen.
Tre kilometer senere kom han til gengæld ikke med, da Frederik Wandahl (BORA Hansgrohe), Michael Valgren (EF Education), Rasmus Søjberg Pedersen (Decathlon/AG2R) og Kasper Asgreen (Soudal/Quick Step) satte gang i det afgørende udbrud, som endte med, at Rasmus Søjberg Pedersen meget overraskende spurtbesejrede Kasper Asgreen.
Magnus Cort gjorde alt for, at feltet skulle æde de fire udbrydere på de sidste kilometer, og udbrydernes forspring blev da også reduceret fra 16 til fem sekunder på målstregen, hvor den bornholmske Uno X-rytter ganske fortjent vandt feltets spurt i en klynge på ikke færre end 46 ryttere.