Magnus Cort fortæller i et opslag på det sociale medie instagram, at han ikke ved, hvor lang tid han er ude med sin skade, som han fik efter et styrt på sidste etape af Tirreno-Adriatico den 13. marts. Han regner dog ikke med at kunne deltage i cykelløb resten af forårssæsonen.
Lige nu er han i sit hjem i Andorra, hvor han genoptræner, og det går fint, og han har ikke mange smerter.
– Så det er altid noget, jeg kan være glad for, fortæller han og lover:
– En ting, man kan være sikker på, er, at jeg vil komme tilbage. Men det tager uheldigvis bare tid at hele knogler, konstaterer han.