Han blev forfatter, da han var fyldt 95

Han blev forfatter, da han var fyldt 95
Lars Peter Dahl var tydeligt stolt over udgivelsen af erindringsbogen "En vestermariedreng fortæller". Foto: Holger Larsen
MINDEORD | Tirsdag 2. januar 2024 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Tirsdag 2. januar 2024 • 05:30

Lars Peter Dahl udgav "En vestermariedreng fortæller" i efteråret og døde lige før jul.

Lars Peter Dahl, Nørremøllecentret i Nexø, døde lige før jul. Han blev 95 år.

Lars Peter Dahl debuterede i efteråret som forfatter, da Bornholms Slægts-og Lokalhistoriske Forening udgav hans erindringer – "En vestermariedreng fortæller".

– Udgivelsen af den bog betød meget for min far. Han blomstrede op i en periode, for den oplevelse ville han have med. Men derefter orkede han ikke mere, og det gik ned ad bakke, fortæller en af Lars Peter Dahls tre sønner, Torben Dahl.

Lars Peter Dahl fik yderligere en oplevelse med i efteråret, da han kort efter bogudgivelsen blev udnævnt til æresmedlem i Bornholms Slægts-og Lokalhistoriske Forening (BSLF).

– Det blev han, fordi han har været med til at stifte foreningen og været med i mange af dens projekter, oplyser BSLF-formand Hans Ressel, der i øvrigt kan fortælle om et godt salg af erindringsbogen.

Nummer 11

En stor del af bogen handler om Lars Peter Dahls barndom, hvor han slår tonen an fra start, da han om fødslen den 22. august 1928 på Nørregård i Vestermarie skriver:

"Min far måtte hente jordemoderen for 11. gang. Det blev da heldigvis også sidste gang. Jeg ved ikke på hvad tidspunkt det skete, men da det var regnvejr, sinkede jeg jo ikke far i høstarbejdet. Det har han nok været glad ved".

Lars Peter Dahl fortæller livagtigt og humoristisk med mange spændende detaljer om familie og beboere på de andre gårde og ejendomme i området, om (også dramatiske) hændelser, der har prentet sig fast i erindringen.

Pedel i 30 år

Lars Peter Dahl stod som yngste søn til at overtage fødegården, men det havde han ikke lyst til.

Han arbejdede på landet i en del år i sin ungdom. Han var i forsvaret, inden han blev pedel på den nybyggede Knudsker Skole i 1958. Her var der nok at se til, især i de første år, hvor han og fru Lis også havde driften af Knudsker Forsamlingshus.

Mange lidt ældre knudskerboer vil nok huske Lars Peter Dahl fra de 30 år, han arbejdede på skolen. Han var ikke "kun" pedel, men blev også lærervikar og var på Knudsker Skole til 1988, da han gik på efterløn.

Lars Peter Dahl var i sin fritid aktiv i øens foreningsliv. Han var meget teaterinteresseret og var æresmedlem i Bornholmsk Amatørscene, han var med til at starte Knudsker Idrætsforening og med til at etablere Bornholms Lokalhistoriske Arkiv i Rønne.

Lis og Lars Peter Dahl blev gift i 1952 og nåede at fejre krondiamantbryllup, inden Lis døde i 2018.

Lars Peter Dahl efterlader sig tre sønner – Torben, Per og John – samt en del børnebørn og oldebørn.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT