Claus Harup-Pelsen fra Minigolf Klubben Rønne (tv.) vandt sølv, mens Tim Danielsen fra Hjelmsjö BGK vandt guld, og Vincent Huus fra Putter Team Odense vandt bronze. Foto: Jesper Gynther
Glad arrangør
Der er også stor glæde hos Christina Juhl Sørensen, som er medejer af Juhls Minigolf. Hun har haft en travl weekend, hvor hun både har været arrangør og også selv deltaget i danmarksmesterskaberne.
– Det er gået rigtig godt. Vi har været 73 deltagere, og de er kommet fra hele Danmark, og der har været megahøjt niveau, så det er megafedt, siger hun og oplyser, at der har været 32 bornholmere med fra de tre klubber på øen: Nyker Minigolf Klub, Østerlars Minigolf Klub og den nystiftede Minigolf Klubben Rønne, som til daglig træner i Juhls Minigolf.
Christina Juhl Sørensen formåede ikke selv at vinde medaljer, men det har flere andre af de bornholmske deltagere. Det glæder hun sig over, ligesom hun også glæder sig over, at danmarksmesterskaberne blev afviklet herover, for det kan måske føre til, at flere ovrefra får øjnene op for, at der er et rigtig godt minigolfcenter i Rønne.