En rekord, som Alex Mogensen nok ikke får slået, er løbsrekorden på den otte kilometer lange rute i Almindingen.
I lørdagens løb nåede han i mål efter 26 minutter og 18 sekunder, og det er næsten to minutter langsommere end Henrik Jørgensens tid fra 1991, som var på 24 minutter og 28 sekunder. Henrik Jørgensen vandt i øvrigt Almindingsløbet otte gange i perioden 1981 til 2012, og dermed er han den tredjemest vindende herreløber i løbets historie.
– Jeg er cirka et halvt minut fra min bedste tid, men det er fint nok, jeg er godt tilfreds. Det blev nemlig hårdt midtvejs i løbet på grund af varmen. Normalt plejer det at være 10-12 grader herinde om efteråret, og nu er det 10 grader varmere, så jeg satte tempoet en smule ned, så jeg ikke ødelagde mig selv undervejs, siger Alex Mogensen.
Hvordan er din form ellers i øjeblikket?
– Den er gået frem hele sommeren, og jeg har slået personlige rekorder i næsten alt, jeg har deltaget i. Lige nu er formen måske lidt på vej ned, og så i løbet af vinteren prøver jeg at bygge den op igen, siger Alex Mogensen, som planlægger at være med til Eremitageløbet om 14 dage, som har en rute på 13,3 kilometer. Her går han efter en top 10-placering.