Energiøen er på pause, og Bornholms Regionskommune kan hverken gøre fra eller til i skrivende stund. Men selvom regionskommunen ikke kan gøre andet end at afvente, hvad regeringen beslutter, bliver der også i 2025 brugt et millionbeløb på medarbejdere.
Der er fortsat ansat tre medarbejdere på fuld tid til at beskæftige sig med energiøen, ligesom der er andre løbende udgifter forbundet med projektet, selvom ingen i skrivende stund ved, om det overhovedet bliver til noget. Det frustrerer viceborgmester Morten Riis (Enhedslisten).
– Vi har et ønske om, at de dele skal lægges ned, så man prioriterer andre klimadagsordener. Der er nogen, der skal følge med i, hvad der sker, men det kan man godt gøre sideløbende, siger han.
Økonomi- og klimaudvalget i regionskommunen holder møde i aften. Her indstiller forvaltningen, at udviklingen af erhvervsparken sættes på pause, indtil energiøens fremtid er afklaret, men at man fortsat forsøger at bearbejde en række interessenter – blandt andet Energistyrelsen, Energinet, Erhvervsministeriet, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet samt Ministeriet for Byer og Landdistrikter. Desuden indstiller forvaltningen til en fortsat indsats inden for interessevaretagelse på området for udvikling af havvind i Østersøen, der tilfører Bornholm værdi.