Ung venstremand vender hjem til formandspost

Ung venstremand vender hjem til formandspost
Sebastian Bærnthsen da han sidste sommer færdiggjorde sine studier i statskundskab og blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Nu bliver han formand for Venstre Vestbornholm. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 14. FEB 2024 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
14. FEB 2024 • 05:30

På en aften vil formanden for Venstre Vestbornholm blive 53 år yngre fra det ene øjeblik til det andet: 78-årige Jens Møller Jensen bliver afløst af 25-årige Sebastian Bærnthsen, der har været næstformand for Venstres Ungdom på landsplan og inden længe flytter tilbage til Bornholm.

Jens Møller Jensen går af efter seks år som formand, når Venstre Vestbornholm holder generalforsamling den 22. februar.

Hans afløser bliver Sebastian Bærnthsen, og her kan man tale om et generationsskifte, for han er 25 år, mens Jens Møller Jensen er 78.

Sebastian Bærnthsen er tidligere formand for Venstres Ungdom på Bornholm og tidligere næstformand for Venstres Ungdom på landsplan. Som 18-årig var han Venstres kampagneleder ved kommunalvalget i 2017.

– Generalforsamlingen afgør, hvem der bliver formand, men jeg har kun modtaget ét forslag, og det er Sebastian Bærnthsen. Der kommer heller ikke flere, for vi satte en måneds frist til at melde sig til den 1. februar, fortæller Jens Møller Jensen.

– Jeg går af, fordi jeg er ved at komme lidt op i alderen, siger Jens Møller Jensen, der blev valgt til formand, da Rønne Venstre og Venstre Vestbornholm sluttede sig sammen til Venstre Vestbornholm i 2018.

Jens Møller Jensen opfordrede Sebastian Bærnthsen til at stille sig til rådighed som formand for den vestlige af Venstres to bornholmske vælgerforeninger.

– Sebastian er en del af en ny generation, og så har han været VU-formand og næstformand på landsplan. Så jeg tænkte, at det måske ville være meget godt at gafle ham, før andre gjorde det, fortæller han.

– Han har haft nogle tillidsposter, der peger på, at der er noget potentiale her. Så talte jeg med ham i telefonen og holdt et møde med ham for en måneds tid siden. Og så tænkte jeg bagefter, at ham ville jeg foreslå som formand, siger Jens Møller Jensen.

Uafklaret om valget

Sebastian Bærnthsen bor i dag i Aarhus, men planlægger at flytte tilbage til Bornholm til sommer. Han kan lade sig vælge som formand for Venstre Vestbornholm, fordi Venstres vedtægter ikke stiller krav om, at man som formand for en vælgerforening skal bo i den kommune, hvor man fungerer som formand.

– Jeg vil gerne give en hånd med. Det skal handle om at styrke foreningen, arbejde sammen og sætte en kurs frem mod det næste kommunalvalg, fortæller han.

Om han også vil stille op til kommunalbestyrelsen har han ikke afgjort endnu. Brian Kofoed og spidskandidat Frederik Tolstrup er i øjeblikket de eneste Venstre-folk, der har bekræftet, at de stiller op.

– Jeg har ikke gjort op, om jeg vil stille op til kommunalbestyrelsen, siger Sebastian Bærnthsen, der også fra Aarhus har fulgt med i bornholmsk politik.

– Det har været en lidt rodet periode, hvor i hvert fald mit eget parti har haft det svært. Men også en lidt rodet periode i kommunalbestyrelsen med skiftende flertal og ikke nogen klar vision, siger han.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT