Tilbud til S om at dele magten forfra fik Jonna Nielsen til at gå

Tilbud til S om at dele magten forfra fik Jonna Nielsen til at gå
Jonna Nielsen og Claus Larsen-Jensen var begge imod, at Socialdemokratiet skulle skifte side i en ny konstituering, der ville indbringe poster til partiet. Men ledelsen i partiets bagland var for, og da Jonna Nielsen antog, at S derfor ville ende med at tage imod tilbuddet, meldte hun sig ud og blev løsgænger, fortæller hun nu. Foto: Jacob Jepsen
TOPNYHED | POLITIK | Søndag 26. februar 2023 • 11:59
Jakob Marschner
Journalist
TOPNYHED | POLITIK | Søndag 26. februar 2023 • 11:59

Tidligere gruppeformand Jonna Nielsen betragtede tilbuddet til Socialdemokratiet om at dele magten forfra som et forsøg på et kup, som hun ville betragte som det værste vælgerbedrag og den vildeste begivenhed i Bornholms politiske historie. Da hun samtidig havde grund til at tro, at S ville tage imod tilbuddet mod hendes vilje, forlod hun partiet og blev løsgænger.

Tilbuddet til Socialdemokratiet om at skifte side og gennemføre en ny deling af magten på Bornholm var den begivenhed, der fik partiets nu tidligere gruppeformand Jonna Nielsen til at melde sig ud af Socialdemokratiet og blive løsgænger.

Jonna Nielsen var stærkt imod, at Socialdemokratiet skulle tage imod det tilbud, som partiets lokalformand Anette Stæhr få dage før Jonna Nielsen blev orienteret havde fået fra gruppeformand Linda Kofoed Persson (DF). Det skete mellem jul og nytår.

Samtidig regnede Jonna Nielsen i første halvdel af januar med, at Socialdemokratiet ville ende med at tage imod tilbuddet. Men med sin senere efterfølger som gruppeformand Claus Larsen-Jensen (S) var hun enig i, at Socialdemokratiet skulle afslå.

Jonna Nielsen fornemmede dog stærkt, at Socialdemokratiet ville ende med at sige ja tak, fordi både formand Anette Stæhr og partiets to lokale næstformænd gik ind for at tage imod tilbuddet.

Derfor meldte Jonna Nielsen sig ud af Socialdemokratiet og blev løsgænger, en beslutning som hun offentliggjorde den 17. januar, fortæller hun nu.

Centrale socialdemokrater var for

Jonna Nielsen fik officiel besked om tilbuddet til Socialdemokratiet, da formand Anette Stæhr ringede til hende kort efter nytår. Her vidste Jonna Nielsen dog godt, at Anette Stæhr ville ringe.

– Jeg havde en telefonsamtale med Anette Stæhr, hvor hun siger "Nu synes jeg, at du skal tænke dig rigtig godt om, Jonna. Vi kan jo altid tage os rigtig godt betalt". Jeg fik at vide, at vi ville kunne forhandle os til de ting, som vi ville have, fortæller Jonna Nielsen.

Er det dermed dit indtryk, at Anette Stæhr mente, at I skulle tage imod tilbuddet?

– Det var min opfattelse, ja. Og det var også hovedårsagen til, at jeg blev løsgænger.

I og med at du vælger at forlade Socialdemokratiet, må du regne med, at omkonstitueringen faktisk vil blive til noget. Ellers var der jo ingen grund til at gå. Regner du med, at det vil blive til noget?

– Ja, det gjorde jeg. Den samtale, som jeg havde med Anette Stæhr, virkede meget troværdig i forhold til, hvad jeg forstår, at der var blevet aftalt.

– Jeg har hele tiden været i tæt kontakt med Claus Larsen-Jensen om det her. Han var den første, der kontaktede mig, efter at jeg var vendt tilbage fra min ferie i Thailand efter nytår.

– Han sagde: "Jonna, du skal vide, at du vil blive kontaktet af Anette Stæhr. Hun har haft besøg af Linda Kofoed Persson, og de vil have, at vi skal gå ind i en omkonstituering", siger Jonna Nielsen.

Hvem opfatter du "de" til at være, når Claus Larsen-Jensen siger, at "de" vil have jer til at gå ind i en omkonstituering?

– Jeg ved ikke hvem Anette Stæhr ellers havde vendt det med. Men den samlede partibestyrelse havde ikke været involveret endnu på det tidspunkt, for den sad jeg selv i.

– Men jeg er sikker på, at det har været aftalt i partiets ledelse. Det vil sige Anette Stæhr og Kasper Flygare og Christian Faurholdt Jeppesen som de to næstformænd. De tre har været involveret, når det handler om poster. Det har jeg i hvert fald fået fortalt, men det kan jeg selvfølgelig ikke bevise, siger Jonna Nielsen.

"Vi skylder ikke Enhedslisten noget"

Jonna Nielsen fortæller, at Enhedslisten stod centralt i den samtale, som hun havde med Anette Stæhr. Med planen om at dele magten forfra ville Enhedslisten miste alle de mange centrale poster, som partiet forhandlede sig frem til på valgnatten.

– I min samtale med Anette Stæhr fik jeg tre gange at vide, at vi ikke skylder Enhedslisten noget. Og det kan også godt være, men vi skylder vælgerne noget, siger Jonna Nielsen.

– Anette Stæhrs hovedbudskab var, at hun mente, at Enhedslisten var gået udenom Socialdemokratiet på valgnatten. Og selvfølgelig gjorde Enhedslisten det, for vi havde jo selv fortalt dem to dage før valget, at ligegyldigt hvor mange stemmer de fik, ville vi ikke pege på dem. Så hvor skulle Enhedslisten ellers gå hen? Vi bragte os jo selv i den situation.

– Vi blev halveret ved valget, og en tredjedel af vælgerne valgte Morten Riis. Så for mig at se ville det være disrepekt over for vælgerne, hvis vi gik ind i en omkonstituering udenom Enhedslisten, siger Jonna Nielsen.

– Det kunne jeg ikke se mig selv i. Jeg synes, at det ville være vælgerbedrag, og jeg synes også, at vi har haft et super samarbejde med Enhedslisten og Venstre. For mig handler det ikke om ussel mammon og poster, men om at have et godt samarbejde og skabe gode resultater i kommunalbestyrelsen, siger Jonna Nielsen.

– Hvordan skulle jeg kunne gå ud af min dør og se vælgerne i øjnene, hvis jeg havde været med til at lave sådan et kup? Det ville jo være det værste vælgerbedrag nogensinde. Det ville være det vildeste, der var sket i hele Bornholms politiske historie. Hvis det havde været på valgnatten, havde det været noget andet.

Med sin version af forløbet lægger Jonna Nielsen sig tæt op ad andre kilder, der også fortæller, at Socialdemokratiets bagland og partiets gruppe i kommunalbestyrelsen havde hver sin holdning til, om Socialdemokratiet skulle sige ja eller nej til at gå ind i at dele magten forfra.

– Claus Larsen-Jensen var fuldkommen enig med mig. Han mente også, at en omkonstituering fuldkommen ville ødelægge samarbejdet i kommunalbestyrelsen og tilliden blandt de bornholmske vælgere, siger Jonna Nielsen.

– Jeg synes, at det er ærgerligt, at det nu kommer frem. Jeg havde håbet, at jeg kunne slippe, for nu bliver der jo lidt mudderkastning. Men nu er det sluppet ud, hvad der skete, og derfor vil jeg også gerne ud med min del, siger hun.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT