Skænkede øl til unge drenge

Skænkede øl til unge drenge
I 12 ud af 14 forsøg lykkedes det unge kontrolkøbere at få fingre i spiritus og øl fra supermarkeder og politiske boder. Foto: Tommy Kaas
NYHED | 15. JUN 2024 • 11:11
Af:
Ritzau
NYHED
15. JUN 2024 • 11:11

Organisation håber, at en ny kontrolmetode vil være med til at begrænse salget af alkohol til mindreårige.

Det var tilsyneladende nærmest problemfrit for to drenge på 16 og 17 år at købe eller få udskænket alkohol i forbindelse med Folkemødet.

Det viser en undersøgelse, som organisationen Alkohol & Samfund står bag.

I 12 ud af 14 forsøg lykkedes det således de unge kontrolkøbere at få fingre i spiritus og øl fra henholdsvis supermarkeder og politiske boder.

– Vi har set med vores unge, at de på en times tid kunne gå fra den ene ende af Folkemødet til den anden og få udleveret i alt 6,4 liter øl og to flasker vodka, siger Ida Fabricius Bruun, der er direktør hos organisationen.

– Noget kunne de købe, andet fik de gratis, selv om man skal være 18 år.

Det politiske arrangement startede torsdag og slutter lørdag.

Alkohol & Samfund har i denne undersøgelse anonymiseret navnene på supermarkederne og de politiske partier, der har været involveret.

– Vi kan ikke fortælle, hvem det handler om. Men det viser i hvert fald, at det sker alle vegne, siger Ida Fabricius Bruun.

Ifølge restaurationsloven kan 16-årige købe alkohol med en alkoholprocent på under syv i supermarkeder, mens de skal være over 18 år for at købe produkter med en højere procent.

De skal også være over 18 år for at få udskænket en øl.

Resultaterne af undersøgelsen skriver sig ind i en bredere problemstilling, som organisationen tidligere har forsøgt at kortlægge.

I forbindelse med et fireårigt projekt fra 2017 til 2021 blev unge solgt alkohol ulovligt i detailhandlen i 64 procent af deres købsforsøg.

– Nu har vi lavet mystery shopping i flere år, og det er som om, at man ikke synes, at lovgivningen på det her område skal overholdes, siger Ida Fabricius Bruun.

– Det siger også noget om, at vi har en kultur, hvor det er blevet normaliseret, at vi drikker fra en meget ung alder, og at vi ikke ser det som problematisk.

En del af løsningen skal findes i skærpet kontrol af detailhandlen, mener organisationen.

Fra 1. juli i år får Sikkerhedsstyrelsen lov til at bruge samme metode - altså mystery shoppere - til at kontrollere butikker.

Er det ikke naivt at tro, at det her kan løse udfordringen?

– Vi ved fra andre lande, at det her er en effektiv metode. Men det er klart, at uanset hvor meget Sikkerhedsstyrelsen gør, så kan de ikke være til stede i alle butikker hele tiden.

– Derfor er det afgørende, at detailhandlen og udskænkningssteder tager ansvar for at overholde loven og spørge om id, siger Ida Fabricius Bruun.

Det overrasker ikke Matilde Powers, der er forebyggelsesordfører hos Socialdemokratiet, at de unge er lykkedes med at få fingre i alkohol på Folkemødet.

– Derfor lavede vi også en ambitiøs forebyggelsesplan i november med 30 initiativer, der blandt andet skal komme det her til livs, siger hun.

Et af initiativerne er netop de udvidede beføjelser til Sikkerhedsstyrelsen.

Fra politisk side vil man uanset hvad følge op med en undersøgelse af initiativerne for at se, om det har virket.

Hvis det ikke kommer til at virke, har politikerne forpligtet sig til at følge op med nye tiltag, lyder det fra ordføreren.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT