Hjælp med at finde land til affaldsøer

Hjælp med at finde land til affaldsøer
Affaldsøen ved Nørrekås har samme form som Langeland. Foto: Katrine Westh Sørensen
MILJØ | Tirsdag 22. oktober 2024 • 15:30
MILJØ | Tirsdag 22. oktober 2024 • 15:30

En række af de nye affaldsøer har endnu ikke fundet deres endelige placering. Nu vil Bofa gerne høre, om de midlertidige øer også står de rigtige steder

Det der – det duer altså ikke. Sådan er holdningen flere steder, når det kommer til placeringen af de nye affaldsøer.

Bofas ansatte brød deres hoveder med at finde de rette steder til alle affaldsøerne inden 1. oktober, hvor det nye sorteringssystem trådte i kraft. Til sidst nærmede deadline sig i en grad, så en række af øerne endte med at få midlertidige opholdssteder. Det var ikke alle opholdssteder, der faldt i lige god jord en hos en række borgere og foreninger. Eksempelvis er affaldsøen ved Nørrekås er faldet mange for brystet.

– Det er hverken nogen særlig god løsning trafikmæssigt eller æstetisk. Folk kommer med deres skrald og kan ikke parkere. Så skal de til at bakke, og det tror jeg ikke, vejmyndighederne synes er en god idé. Og i forhold til det æstetiske ved Nørrekaas Torv synes jeg, det er trist, for det er et bevaringsværdigt område, siger Leo Rasmussen.

Han bor selv i Nørrekåsgade og er gået sammen med syv andre beboere i området. De har gjort indsigelse mod placeringen af affaldsøen og vil kæmpe for at sikre, det ikke bliver den endelige placering.

Kun midlertidig

Den holdning deler Tom Jensen. Han er medlem af Rønne Byforening og undrer sig gevaldigt over, hvorfor Bofa netop har valgt den affaldsøplacering ved Nørrekås. Tom Jensen synes ikke, Bofa har været særlig lydhør over for hverken borgeres eller foreningens indsigelser.

– Vi blev spurgt som byforening, hvad vi mente om placeringen, og om vi havde nogle forslag. Her skrev vi, at hvis den lå tættere på Kvickly, ville det ikke give de samme trafikale problemer. Samtidig fremførte vi også, at de maksimalt skulle stikke 70 centimeter op over jorden, siger Tom Jensen.

Ingen af de to ønsker blev imødekommet, men det kan være, at der er ændringer på vej. Placeringen af affaldsøen ved Nørrekås er som sagt kun midlertidig, og nu skal Bofa i gang med at finde frem til det permanente hjemsted for områdets centrale skraldeindsamling.

– Den endelige placering vil blive afgjort i samarbejde med borgere i lokalområdet eller repræsentanter for dem. I den forbindelse hører vi gerne alles synspunkter, siger Bofas direktør, Jens Hjul-Nielsen.



En meget lille del af affaldsøen ved Nørrekås. Foto: Katrine Westh Sørensen

 

Intet råb og skrig

Det budskab går rent hjem hos både Leo Rasmussen og Tom Jensen.

– Det er glædeligt at høre, at de er villige til at indgå i en dialog, siger Leo Rasmussen. Han foretrækker dog, at dialogen sker ved selve affaldsøen og ikke på Bofas kontorer.

– Det er væsentligt, at de kommer ud af bygningerne deroppe og kommer ned og kigger på de faktiske forhold. Så kan vi tage det in real life og ikke på et kort. Jeg inviterer gerne på en kop kaffe, siger han.

Tom Jensen fra Rønne Byforening stemmer i.

– Vi er glade for, de har erkendt, at dette kun er en midlertidig placering, og vi vil gerne give vores besyv med til den endelige løsning. Den dialog ser vi frem til, og der er ingen grund til at råbe og skrige, før vi har haft den, siger han.

Fra lukkede ører til åbne

I Gudhjem har man stået i samme situation. Her er Gudhjem By- og Museumsforening ikke voldsomt begejstret for den foreløbige løsning. Foreningens formand, Ole Stigemo, var i første omgang ikke imponeret af Bofas tilgang til processen.

– Det var en ren tilfældighed, vi hørte om placeringen, og det synes jeg var trist. Der sagde vi som forening, at det var uhensigtsmæssigt, men der havde de besluttet det, siger han.

Ifølge Ole Stigemo har Bofa taget den holdning til efterretning, når det kommer til den endelige løsning.

– Vi har haft flere møder med dem nu, og de har lyttet til det, vi har fremført. Så vi kan ikke klage over, at vi ikke efterfølgende er blevet mødt med dialog. Nu har vi udarbejdet et forslag og lavet beregninger, som vi ser frem til at præsentere på det næste møde, siger han.



Affaldsøen ved Nørrekås har samme form som Langeland. Foto: Katrine Westh Sørensen

 

Mokka på bordet

Hos Bofa er man klar med kaffe til alle dem, der gerne vil give deres besyv med om endelige placeringer for de affaldsøer, der foreløbig kun har taget midlertidigt ophold. Men Jens Hjul-Nielsen håber dog, naboer og foreninger først vil gøre et forsøg på at afstemme deres ønsker i det omfang, det er muligt.

– Det bliver markant lettere for os, hvis beboerne i et område kan blive enige om en fælles holdning. Vi oplever, at én borger skriver, øen skal rykkes 50 meter, mens en anden skriver, at det skal den absolut ikke. Alle er naturligvis velkomne til at fremføre deres ønsker, men hvis man kan udpege repræsentanter, vil det være en fordel, siger han.

Jens Hjul-Nielsen har sat sig for, at samtlige affaldsøer er endeligt placeret og færdigopførte senest april næste år.

– Så har vi efteråret og starten af vinteren til at få fundet de optimale løsninger. Men i sidste ende er det politikerne og myndighederne, der træffer de endelige beslutninger. Vi kommer bare med en indstilling, siger Bofas direktør.

Selvom Leo Rasmussen er glad for Bofa-direktørens udmelding, synes han dog, at selskabets tilgang til affaldsøsituationen er en anelse bagvendt.

– Vi har skrevet denne her indsigelse uden at høre fra dem inden opførslen af den midlertidige ø. Det virker lidt som om, de er på bagkant, siger han.

Det var tidspres i forhold til at blive klar med alle elementer i det nye sorteringssystem, der var årsag til de midlertidige affaldsøer. Bofa var tvunget til at finde på flere provisoriske øer for at sikre, at alle bornholmere havde mulighed for fortsat at kunne tømme skraldespanden efter den 1. oktober.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT