RAR. Det står for Regionale Arbejdsmarkedsråd og er en sagablot for Bornholm. Regeringen har nemlig besluttet at skære de nuværende otte af slagsen på landsplan ned til fem, og én af de tre aflivede RAR’er er den bornholmske, som er det eneste af rådene, der kun dækker én kommune.
Det forstår socialdemokraternes gruppeformand, Claus Larsen-Jensen, ikke et suk af. For efter hans mening er RAR et nødvendigt værktøj, når der skal samles tråde. Derfor vil han nu skabe BAR. Et bornholmsk arbejdsmarkedsråd.
Men først lige lidt baggrund om, hvad et arbejdsmarkedsråd har for nogle opgaver. RAR skal være med til at understøtte beskæftigelsesindsatsen i kommunen sammen med a-kasser, jobcenter, uddannelsesinstitutioner og andre aktører. Når Bornholm mister deres eget RAR, bliver de i stedet tilknyttet det nye Region Østdanmark. Det synes Claus Larsen-Jensen er et problem.
– Vi har ikke nabokommuner som i de andre steder af landet, der kan samarbejde og køre på tværs. Derfor er det også vigtigt, at vi har vores eget RAR, siger Claus Larsen-Jensen.