Politikerne har lige fået beløbet: Så mange penge skal de spare

TOPNYHED | POLITIK | Tirsdag 22. august 2023 • 12:07
Jakob Marschner
Journalist
TOPNYHED | POLITIK | Tirsdag 22. august 2023 • 12:07

Start med 200 millioner kroner og træk så det beløb fra, som Bornholm får fra puljen til vanskeligt stillede kommuner. Så har du det millionbeløb, som kommunalbestyrelsen skal finde på næste års budget.

Hvis regionskommunen får alle de 200 millioner kroner, som kommunen netop har søgt i puljen for vanskeligt stillede kommuner - ja, så skal kommunalbestyrelsen slet ikke spare, når de den 4. og 5. september skal forhandle om næste års budget.

Får Bornholm derimod kun 100 millioner kroner fra Indenrigsministeriets pulje, så skal politikerne finde de andre 100 millioner.

Kommunalbestyrelsen har tirsdag formiddag fået en dugfrisk udgave af ubalancen på næste års budget, og beløbet er opgjort til 200 millioner kroner. Det oplyser kommunens økonomichef, Stine Hansen, til Bornholms Tidende i en pause under kommunalbestyrelsens andet og sidste seminar om budgettet, før politikerne går i gang med at forhandle i starten af september.

Bornholm modtog sidste år 82 millioner kroner fra puljen til vanskeligt stillede kommuner. Hvis beløbet bliver det samme i år, vil det efterlade kommunalbestyrelsen med et sparekrav på 118 millioner kroner.

Hvor mange penge Bornholm modtager fra puljen for vanskeligt stillede kommuner kommer frem den 1. september, når Indenrigsministeriet fordeler de 734 millioner, som puljen rummer i år.

Ubalancen på næste års kommunebudget er vokset med 28 millioner kroner siden slutningen af juni, hvor kommunens økonomer senest gjorde den op.

Økonomichef Stine Hansen fortæller, at det særligt er stigende udgifter til seniorpension og førtidspension, der har bragt ubalancen fra 172 millioner til nu 200 millioner kroner på knapt to måneder hen over sommeren.

Den næststørste post er fortsat stigende udgifter til børn og unge, der bliver anbragt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT