– Den største udfordring for den nye formand bliver at rekruttere nye og dygtige unge medlemmer, som kan føre Socialdemokratiets politiske arbejde videre, siger Kasper Flygare.
Som det er i dag, er Socialdemokratisk Ungdom på Bornholm nærmest ikke-eksisterende. Ifølge Anette Stæhr har aktiviteten i ungdomsafdelingen gennem de seneste år især centreret sig omkring campus.
– De er aktive i gymnasiet, så flytter de over, og så starter vi forfra, siger hun.
Derudover er politik i dag præget af modsatrettede tendenser. Samtidig med at det i princippet burde være meget lettere at komme ind i politik, i takt med at færre og færre har lyst til at engagere sig, er vejen til politisk indflydelse meget længere i dag, siger Kasper Flygare. Et dilemma, der ikke flugter med, at alt andet i samfundet har en tendens til at gå hurtigere.
– Jeg tror, vi skal anspore til, at unge mennesker får mere direkte indflydelse på deres mærkesager. Bureaukratiet skal være mindre, siger han.