Ny folkemødedirektør drømmer om en Allinge-traktat

For en måned siden tiltrådte Peter Christiansen i stillingen som direktør for Folkemødet, der over de næste år skal udvikles i tre spor. Den nye direktør kan særligt trække på sin internationale baggrund, og han glæder sig til arbejdet, for demokratiet må aldrig blive statisk.

Det rødbrune og solbeskinnede folkemødesekretariat på Sverigesvej i Allinge står skarpt optegnet mod den isblå og skyfri himmel, der meget passende har vist sig på årets første forårsdag.

Om tre en halv måned vil den blå himmel forhåbentligt stadig være der, og stedet vil være tilsværmet med hvide telte og et hav af mennesker, når det kære folkemøde atter vender tilbage.

Bag den brune trædør summer der af travlhed og planlægning blandt sekretariatets medarbejdere. Og i den nyeste medarbejder – direktør Peter Christiansen – fornemmer man en mand, der allerede har taget del i ejerskabet over huset, projektet og visionen Folkemødet. For det føler han, der er, både blandt organisationer, samarbejdspartnere, gæster, kommunen og bornholmere.

– Mange synes, det er deres, og det er det også. Men der er også en fælles større fortælling. Og det er også en af grundene til, at jeg tror, Folkemødet er så stærkt, fortæller Peter Christiansen, mens han viser rundt.

– Jeg er faldet rigtig godt til. Jeg er virkelig imponeret over den knowhow og kompetence, der er blandt medarbejderne, og at så få mennesker kan køre så stort et projekt. Jeg har meget at lære.

Tre spor

Han havde første arbejdsdag den 1. februar og trådte direkte ind i et fintunet og rutineret maskineri, der længe har været i gang med at forberede og planlægge årets folkemøde.

– Vi har lige fået underskrevet samtlige partnerskabsaftaler, og vi er begyndt at bestille materialer. Det er ikke en indkøbsliste til Netto, der skal virkelig bestilles mange meter kabel og telte og toiletvogne, opsummerer han.

– Og så er vi ved at lande de endelige aftaler på hovedscenen, hvor der kommer et spændende program, fortæller den nye direktør uden at kunne afsløre noget endnu.

Selvom maskineriet har været i gang længe før Peter Christiansen trådte til, og meget allerede er defineret, så skal han i høj grad være med til at videreudvikle Folkemødet de kommende år.

– Jeg kommer for alvor til at bruge de næste par måneder til at se og lære og forstå, hvordan vi retter ind på forskellige indsatsområder, som vi for alvor vil gå i gang med efter Folkemødet i år. Vi er ved at tale med fonde om at være med i strategiske samarbejder, men hvor synligt det bliver i år, det er lidt begrænset, forklarer han og opremser de tre indsatsområder – eller spor, som han kalder dem – der skal arbejdes med og udvikles på.

– Formater og indhold, målgrupper og at udbrede Folkemødet lokalt, nationalt og internationalt.

Og særligt det internationale aspekt fylder hos den nye direktør, som har masser erfaring fra den store verden at trække på.

Socialt indigneret

Inden vi springer ud i de tre spor og den fremtidige udvikling af Folkemødet, så er det nok en god idé at få præsenteret manden, der nu står i spidsen for Danmarks største demokratifestival.

– Jeg har altid set mig selv kæmpe for undertrykte menneskers ret til at have et godt liv, fortæller 56-årige Peter Christiansen om sig selv.

Som ung engagerede han sig i kampen mod apartheid i Sydafrika, og siden har han arbejdet med unge i Mellemøsten efter det arabiske forår, ligesom han i mange år været ansat hos Mellemfolkeligt Samvirke og bosat i både Tanzania og Jordan, hvor han har stået i spidsen for uddannelsesprojekter for unge. Og det arbejde startede allerede, før Peter Christiansen blev myndig.

– Jeg har altid været socialt indigneret. Da jeg var 17 år, droppede jeg ud af gymnasiet og solgte alle mine lp’er, grammofonplader og min forstærker, og jeg fik nogle penge af min far for at hugge brænde, og så havde jeg 17.000 kroner og rejste til Nicaragua for at hjælpe med at bygge huse, fortæller Peter Christiansen.

– Jeg stod i et fattigt land, som havde været igennem en revolution og havde troen på at opbygge et lige og retfærdigt samfund. Når man er 17-18 år, så bliver man også dannet selv. Det gik fuldstændig rent ind i mit dna, og det har fulgt mig lige siden.

Fra verden til Allinge

Når Peter Christensen fortæller om sit tidligere arbejde med at forbedre vilkårene for undertrykte borgere i verdens brændpunkter, så virker det umiddelbart meget langt væk fra Danmark, fra Bornholm og fra Allinge.

Men når vi snakker Folkemødet og demokrati, så håber Peter Christensen, at det danske eksempel kan være inspiration for andre lande, for det lokale, nationale og internationale hænger sammen.

– Demokrati er det vigtigste, man kan kæmpe for. Jeg er dybt optaget af, hvordan borgere bliver inddraget og hørt i demokratiske processer, og jeg er dybt bekymret for den måde, vi ser demokratiet blive afviklet i store dele af verden. Vi har i Danmark en kæmpe rolle at spille, og det potentiale, der ligger i at nytænke demokratiet og inddrage borgere, det har aldrig været vigtigere før, siger han og tilføjer, at det danske demokrati bestemt også har sine udfordringer.

– Der er mange, der ikke føler sig hørt, og derfor er det vigtigt, at Folkemødet ikke er for de privilegerede, men at det også er for dem, der gerne vil høres og deltage.

Han minder om, at det danske demokrati ikke må tages for givet, og at det konstant er noget, der udvikler sig.

– Vi tænker måske nogle gange, at vi er bedre end andre. Og det er ikke altid sådan, det er. Jeg har oplevet mange demokratiske og visionære tiltag rundt i verden, som vi kan lære af. Så Folkemødet skal også være en læreplads for, hvordan vi udvikler os. Det med at have nok i sig selv, den holdning er ikke særlig fornuftig, som verden ser ud i dag, siger han.

Formater og indhold

Og så tilbage på de tre spor, Folkemødet skal udvikle sig på fremadrettet.

Det første spor – formater og indhold – handler ifølge Peter Christiansen om, hvordan man sikrer, at alle, der gerne vil høres, bliver hørt.

– Vi kan måske få nogle flere borgere med i panelerne og debatterne og ikke kun eksperter og politikere. Vi vil også lave nogle scener, hvor vi deler gratis tider ud, så folk, der ikke har mange penge, kan komme ind, nævner han.

Spor to handler om målgrupper. For selvom 2/3 af gæsterne på Folkemødet ifølge ham er almindelige borgere, så mangler der noget repræsentation i forhold til, hvordan det danske samfund ser ud. Og derfor skal der systematisk arbejdes på at sikre fire målgrupper.

En halvprovinsiel tilgang

Der er de unge, som der allerede sidste år blev sat fokus på med det femårige initiativ Camp Ung Agenda. Og lignende initiativer skal der også arbejdes på for at sikre andre målgrupper og gerne fremadrettet, så det bliver en integreret del af Folkemødet: Borgere med synlige og usynlige handicap, ligesom der også skal inviteres folk fra foreninger og organisationer, der normalt ikke har råd til at prioritere Folkemødet.

Og så skal der tiltrækkes flere etniske minoriteter, fortæller Peter Christiansen.

– Afhængig af definition er der 10-15 procent af danskere, der har en anden etnisk oprindelse end dansk. Det synes vi også skal afspejles i Folkemødet, måske endda overrepræsenteres nogle gange.

Hvordan får man flere mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk til Folkemødet?

– Det kan man ved at invitere dem til at deltage, ved at få flere skoleklasser herover eller ved at invitere forskellige foreninger, der har med etniske minoriteter at gøre. Og så skal man lade være med at bede dem om kun at snakke om have en anden etnisk oprindelse men også om at tale om andre ting, de forholder sig til, siger Peter Christiansen og understreger dermed en vigtig pointe i spor to.

– De unge skal heller ikke kun snakke om at være unge, og folk med handicap skal ikke kun tale om sociale problematikker. Der har vi en lidt halvprovinsiel tilgang nogle gange til tingene. Vi skal invitere dem ind til alle fora og sørge for, at den inklusion ligger som vores dna.

Lokalt, nationalt og internationalt

Det tredje spor for Folkemødets fremtid handler om at tage visionerne for Folkemødet videre på et lokalt, nationalt og internationalt plan. Og her bliver det måske lidt abstrakt.

– Man kan se Folkemødet som et enkeltstående event, der tager tre-fire dage, indleder Peter Christiansen sin forklaring.

– Jeg ser det som en sol, der lyser, og som skal kaste energi ud i alle andre projekter. Man bruger det som en platform til at tænke lokalt, nationalt og internationalt. Vi er ikke kun på i fire dage, vi er demokratiforkæmpere 365 dage. Det er et meget værdibåret projekt, og vi skal arbejde på, hvad vores formål er.

Og hvad er Folkemødets formål?

– Det er at kæmpe for, at demokratiet styrkes og udvikles, ikke bare i Danmark.

Verdensmestre i lokaldemokrati

På det lokale plan håber Peter Christiansen, at Folkemødet kan samarbejde med kommunen om at udvikle Bornholm til et sted, hvor man 'eksperimenterer med lokaldemokrati og borgerinddragelse og har åbne budgetter om alt fra affaldssortering til børnehavepasning.'

– Jeg har en drøm om, at Bornholm kan blive verdensmestre i lokaldemokrati, hvor man tør eksperimentere med forskellige idéer, og hvor man kan bruge Folkemødet som afsæt og inspirere andre kommuner og andre steder i verden.

– Men det er vigtigt, at det er forankret lokalt, siger han om Folkemødet.

– For hvis det ikke er det, så mister det sin substans. Jeg kunne sagtens forestille mig hele verden komme hertil og se, hvordan vi gør det. Det giver mening, vi sidder i Allinge og ikke København.

Nationalt håber han, at Folkemødet kan samle danske organisationer, der kæmper for demokrati, og sammen lave en fælles platform, der hvert år kan komme med en række konkrete idéer til at forbedre det danske demokrati.

Demokrati må aldrig blive statisk

Og ligesom vi skal være en inspiration for andre lande, så skal vi også bruge Folkemødet til at lære af andre, fortæller Peter Christiansen.

– Demokratiet er i dag massivt under pres i hele verden, og få procent af verdens befolkning lever under det, man kan kalde fri demokratisk struktur. I det omfang, vi kan vise, at Folkemødet er et aktiv, der bygger tillid og dialogflade, så vil vi gerne være med til at udbrede det. Også gerne med andre lande, vi inviterer hertil, som bliver inspireret, siger han og tilføjer, at der i år bliver inviteret folk fra Iran og Ukraine.

– Det er der ikke noget nyt i, men vi vil prøve at prioritere det ret stærkt. Det er vigtigt, der er en fortælling om, at demokrati ikke er noget, man får leveret ind i postkassen. Hele den fortælling tror jeg er rigtig vigtigt, at der er dannelsesaspekt i det, så vi ved, hvordan vores danske demokrati er opstået. Folkemødet skal være en fest og vi skal have det sjovt, men det skal også være der, vi udvikler nye ideer til at udvikle demokratiet. For demokratiet må aldrig blive statisk.

Allinge-traktat

Peter Christiansen har selv tidligere deltaget på fire folkemøder, senest i 2018 og 2019 som arrangør af Verdensmålsteltet.

– Jeg var her også i 2013 og 2014, hvor jeg boede i Mellemøsten og var her for at holde oplæg om det arabiske forår. Det var spændende, og jeg var vildt imponeret over den interesse, der var. Ikke bare for de oplæg, jeg var med til, men generelt for hvad folk sad og lyttede til, fortæller han.

– Jeg husker, der var noget med frøer i teltet ved siden af og noget med distriktspsykiatrien ved siden af det, og der var noget om økologi og sundhedscremer. Og der sad 30 mennesker dybt begravet i hvert telt. Jeg var så imponeret og synes virkelig, det var magisk.

Spørger man ind til, om Peter Christiansen har en drøm for Folkemødet, så er svaret ja.

– Kan man på Folkemødet udvikle nogle store, nationale kompromiser om en ny grøn grundlov eller en ny stærk klimapakke? Ligesom store traktater, kunne Bornholm og Allinge så være her, hvor man indgik den store aftale?

En Allinge-traktat?

– Ja. Det ville være fantastisk. Det er nu, alle er her, så sådan nogle ting kunne vi godt line op til. Og det opstår ikke spontant fra den ene dag til den anden. Men hvis Folkemødet kunne være den store politiske arena, hvor store tanker bliver tænkt og udfoldet og givet hånd på, det ville være spændende.

Om Peter Christiansen

Er 56 år

Er uddannet skolelærer og har to overbygninger i oplevelsesledelse og Education Management

Har tre børn og bor i København