Lars Funk går all in, hvis Lars Løkke tilbyder ham en stol på Borgen

Lars Funk går all in, hvis Lars Løkke tilbyder ham en stol på Borgen
Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, er braget ind i Folketinget. Men det er usandsynligt, at der kommer bornholmere med i folketingsgruppen. Foto: Jacob Jepsen
POLITIK | Onsdag 2. november 2022 • 00:47
POLITIK | Onsdag 2. november 2022 • 00:47

Den fire uger lange valgkamp har ikke givet et lige så godt valg på Bornholm, som Moderaterne har haft andre steder i Danmark, så den bornholmske kandidat anser det for usandsynligt, at de bornholmske kandidater bliver taget i betragtning.

Der er gang i festen et sted på den anden side af både Østersøen og Langebro, hvor Lars Funk holder valgaften sammen med sine partifæller fra Moderaterne.

Partiet har med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen sparket døren ind til Folketinget, hvor de vil kæmpe for en bred regering.

På Bornholm har partiets kandidater, Stine Rosenquist og Lars Funk skrabet 6,1 procent af de bornholmske stemmer sammen. Desværre for de to, er det ikke nok til at kradse et mandat hjem i kredsen.

– Vi har gjort, hvad vi kunne, men jeg tror, at vi som parti nok skal kunne gøre vores stemme gældende, fortæller Lars Funk, som dog ikke anser det for sandsynligt, at hverken han eller Stine Rosenquist kan tiltuske sig en stol i Folketinget.

Han havde gerne set flere stemmer på Moderaterne fra Bornholm, og derfor tør han ikke tro på, at der bliver plads til et bornholmsk folketingsmedlem i partiet, selvom de på landsplan har fået en del flere mandater.

– Nu skal man jo aldrig sige aldrig, og hvis det bliver en mulighed, så vil jeg selvfølgelig gå all in, lover han.

Han er gået med i projektet for at bidrage med holdninger og med 42 års erhvervserfaring, erfaring fra bestyrelser og foreninger. Men det er ikke nok til at sikre ham en plads på Borgen.

– Lars (Løkke red.) ved, hvordan denne her kage skal skæres, og vi har alle en ydmyg tilgang til, hvordan mandaterne skal fordeles, forklarer han.

Som han ser det, er bornholmernes eneste mulighed for at snuppe et mandat, hvis de storkredse, der har leveret flest stemmer ikke selv har mandater nok til at besætte stolene på Christiansborg.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT