– Jeg vidste godt, at Christina var sygemeldt, for den information har vi tidligere haft sendt ud i organisationen. Det gjorde vi før jul, i uge 49 eller 50. Iben har været konstitueret i cirka tre uger. Det skete i hvert fald, før jeg gik på juleferie, siger han.
Store opgaver forude
Selvom han ikke har haft med beslutningen at gøre, har René Danielsson betragtet det som et problem, at chefen for Center for Ældre var sygemeldt. Ikke mindst nu, hvor ældreplejen skal indrettes på en ny måde.
Næsten 50 millioner kroner er sat af til at flytte baserne for den udekørende hjemmepleje ind på plejecentrene hen over de kommende år. Formålet er at prøve at ruste og fremtidssikre ældreplejen til de kommende mindst 10 år, hvor antallet af ældre på Bornholm vil blive ved at vokse – samtidig med at det bliver sværere og sværere at rekruttere arbejdskraft.
– Som politisk ansvarlig var det svært at se på, at så stort et velfærdsområde som ældreområdet ikke havde nogen chef. For vi står over for kæmpestore opgaver, som er ret svære at gennemføre, hvis der ikke er en chef, siger René Danielsson.