I dag får byer besked om lukningsplaner

I dag får byer besked om lukningsplaner
Hasle Bibliotek her på billedet vil blive helt nedlagt med
TOPNYHED | POLITIK | Fredag 7. juni 2024 • 12:12
Jakob Marschner
Journalist
TOPNYHED | POLITIK | Fredag 7. juni 2024 • 12:12

Gyseren om hvor mange biblioteker, der skal være på Bornholm, går ind i sin afgørende fase fredag eftermiddag, hvor fem politikere kan vælge og vrage blandt syv mulige modeller – og beslutte hvor mange af dem, der skal sendes i høring. Allinge, Hasle, Svaneke og Gudhjem risikerer alle at miste al biblioteksservice.

Skal Bornholm beholde alle de biblioteker, der findes i dag?

Eller skal antallet af biblioteker skæres ned? Måske endda så meget, at der kun er bibliotek i Rønne og Nexø – samt mulighed for at hente og aflevere bøger i Aakirkeby (på skolen) og i Klemensker (på Ungdomsskolen)?

De spørgsmål og flere endnu tager kommunalbestyrelsens fritids- og kulturudvalg fat på, når udvalget mødes ekstraordinært fredag klokken 15.

Foran sig vil de fem medlemmer af udvalget have i alt syv mulige strukturer for fremtidens bibliotek på Bornholm. I første omgang skal udvalget ledet af forperson Niclas Fick (EL) beslutte, hvor mange af de syv modeller, der skal sendes i høring.

De to yderligheder er de to nævnt herover: Kun at ændre meget lidt i forhold til i dag (model 1) – og at skære de deciderede biblioteker ind til kun at ligge i Rønne og supplere med to afhentningssteder midt på øen (model 4).

Med alle de syv modeller vil der fortsat være bibliotek i både Rønne og Nexø.

Hasle vil miste al biblioteksservice, hvis model 4 ender med at blive valgt. I alle de seks andre modeller vil Hasle blive et afhentningssted, der i praksis vil være Svartingedal Skole.

For Svaneke og Gudhjem giver de syv forslag de samme muligheder – og de samme risici for helt at miste biblioteket.

Fire af de syv modeller vil fjerne al biblioteksservice helt i både Svaneke og Gudhjem. Med to af modellerne vil Svaneke og Gudhjem Bibliotek blive opretholdt. Med den sidste model vil begge byer få et afhentningssted.

I lighed med Svaneke og Gudhjem vil også Allinge bevare sit bibliotek, hvis valget falder på model 1 eller 5.

Modsat risikerer også Allinge at miste al biblioteksservice. Det vil ske, hvis model 4 ender med at blive valgt. Med de øvrige fire modeller vil Allinge blive et afhentningssted.

En enkelt af modellerne vil give Østerlars et afhentningssted, der i så fald vil blive Multihuset. Østerlars-modellen er en af de fire, der også vil fjerne al biblioteksservice i Gudhjem.

Efter at fritids- og kulturudvalget fredag forventeligt sender alle de syv forslag eller et antal iblandt dem i offentlig høring, vil udvalget efter planen behandle sagen igen den 29. august, nu med høringssvarene foran sig.

Kommunalbestyrelsen står til at afgøre bibliotekernes fremtid endeligt den 19. september, hvorefter den kommende biblioteksstruktur skal træde i kraft til nytår.



Forslag 1: Fem biblioteker og to afhentningssteder
Bibliotek i Rønne, Allinge, Gudhjem, Svaneke og Nexø
Afhentningssted i Hasle og Aakirkeby

Forslag 2: Fire biblioteker og tre afhentningssteder
Bibliotek i Rønne, Gudhjem, Svaneke og Nexø
Afhentningssteder i Hasle, Aakirkeby og Allinge

Forslag 3a: To biblioteker og fem afhentningssteder
Bibliotek i Rønne og Nexø
Afhentningssteder i Hasle, Aakirkeby, Allinge, Gudhjem og Svaneke

Forslag 3b: To biblioteker og fire afhentningssteder
Bibliotek i Rønne og Nexø
Afhentningssted i Hasle, Aakirkeby, Allinge og Østerlars

Forslag 4: To biblioteker og to afhentningssteder
Bibliotek i Rønne og Nexø
Afhentningssted i Aakirkeby og Klemensker

Forslag 5: Tre biblioteker og to afhentningssteder
Bibliotek i Rønne, Nexø og Allinge
Afhentningssted i Aakirkeby og Hasle

Forslag 6: To biblioteker og tre afhentningssteder
Bibliotek i Rønne og Nexø
Afhentningssted i Aakirkeby, Hasle og Allinge





Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT