Her er historien bag den russiske Bornholm-aftale

Da de sovjetiske tropper forlod Bornholm i 1946, skete det først, efter Danmark havde garanteret, at man afstod fra at hente andre udenlandske tropper ind. Det forstår Rusland nu som om, at Nato-tropper heller ikke i dag kan komme til Bornholm. Udenrigsministeriet siger, at en dansk-sovjetisk aftale ikke findes og aldrig har fandtes – men det kommer an på, hvad "en aftale" er. I næsten 70 år har ministeriet gået ud fra, at forståelsen med Sovjetunionen ikke rakte ud over 1946. Men samtidig har det officielle Danmark flere gange givet russerne grund til at tro noget andet.

Knapt nok havde statsminister Mette Frederiksen (S) i torsdags oplyst, at Danmark arbejder på en ny forsvarsaftale med USA, før Rusland rettede opmærksomheden mod en gammel aftale.

Rusland påberåber sig nu en aftale fra marts 1946, en måned før de sovjetiske tropper forlod Bornholm. En aftale, der ifølge russerne betyder, at udenlandske tropper ikke må være stationeret på Bornholm.

– Regeringen fra vore lande indgik en sådan aftale i lyset af tilbagetrækningen af sovjetiske tropper fra øen i april 1946. Den russiske side går ud fra, at denne aftale fortsat er gældende, sagde Vladimir V. Barbin, den russiske ambassadør i Danmark, lørdag til Jyllands-Posten.

En sådan aftale findes imidlertid ikke og har aldrig gjort det, svarede Udenrigsministeriet lørdag til TV 2/Bornholm.

"Det er ikke første gang, man fremfører den her påstand fra russisk side. Udenrigsministeriet kan henvise til besvarelsen af folketingsspørgsmål S 196 fra 1998, hvoraf det fremgår, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret en aftale mellem Danmark/det tidligere Sovjetunionen om fremmede nationers soldaters adgang til Bornholm", skrev Udenrigsministeriet her.

Hvem har ret? Det har begge lande – eller hverken Danmark eller Rusland kan siges at have ret. Det bliver også antydet i det ministersvar, som Udenrigsministeriet nu henviser til.

"Skiftende danske regeringer har stedse lagt vægt på at bidrage til afspændingen i denne del af Europa. Dette er i tidens løb kommet til udtryk på forskellig måde, herunder gennem begrænsninger på den militære aktivitet i konkrete situationer", oplyste daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) også i sit svar fra 1998.

Dansk dobbeltpolitik

Bag Niels Helveg Petersens lidt kryptiske ord ligger mere konkret, at Danmark ved flere lejligheder siden 1946 har ageret, som om det var aftalt med russerne, at vestlige tropper ikke har adgang til Bornholm.

Det har skiftende danske regeringer gjort også i årene efter 1952, hvor en ekspert i folkeret ansat i Udenrigsministeriet nåede frem til, at der i den dengang seks år gamle aftale med Sovjetunionen ikke lå noget dansk løfte, der rakte ud over 1946.

I 50-året for de sovjetiske troppers rømning af Bornholm gennemgik professor i historie Bent Jensen hele forløbet omkring de sovjetiske troppers ophold på og farvel til Bornholm i en særudgave af Bornholmske Samlinger. Bent Jensens 344 sider lange fremstilling af russertiden byggede på flere hundrede skriftlige og mundtlige kilder, hvoraf nogle var skaffet i Sovjetunionens arkiver.

På det grundlag nåede Bent Jensen frem til, at sagen på én gang er glasklar og mudret.

Nej, den dansk-sovjetiske aftale fra marts 1946 kan på den ene side ikke bruges til at rejse en sag for, at vestlige tropper ikke må komme til Bornholm. For aftalen blev opfyldt, da Sovjetunionen forlod Bornholm og rakte ikke ud over april 1946, konkluderede Bent Jensen 50 år senere.

Men jo, konkluderede han også: Selvom det forholder sig sådan, har det officielle Danmark ved en del lejligheder givet det daværende Sovjetunionen en tro på, at aftalen kan forstås og bruges netop sådan.

"Skiftende danske regeringer har selv bidraget til at mudre vandene ved at opføre sig, som om der var en videregående forpligtelse, der rakte ud i al fremtid, til ikke at tillade fremmede flådebesøg eller – da det blev situationen – allierede styrkers deltagelse i manøvrer på Bornholm", skrev Bent Jensen i Bornholmske Samlinger.

"Samtlige danske regeringer behandlede efter den sovjetiske rømning Bornholm, som om øen sikkerhedspolitisk ikke var en fuldgyldig del af det øvrige rige. Skiftende regeringer pålagde sig selv og senere sine allierede nogle begrænsninger, som om der mellem Danmark og Sovjetunionen fandtes en aftale herom."

Sovjet stillede krav

Dagens diskussion mellem Danmark og Rusland startede den 5. marts 1946. Den begyndte med en sovjetisk betingelse for at forlade Bornholm: Danmark skulle først garantere, at Danmark var i stand til at administrere Bornholm udelukkende med danske tropper og øvrig dansk bemanding. Og altså uden andre fremmede tropper end de sovjetiske.

Samtalerne om en mulig sovjetisk rømning af Bornholm foregik i Moskva og blev ført mellem Sovjetunionens udenrigsminister Vjatjeslav Molotov og Thomas Døssing, den danske gesandt i Moskva.

Dokumenter med den sovjetiske leder Josef Stalins noter i marginen viser, at Stalin fulgte med i samtalerne – og dermed også i de sovjetiske betingelser for at rømme Bornholm.

"Molotov gik ifølge Døssing omgående over til at erklære, at Sovjet-regeringen var villig til straks at rømme Bornholm, hvis Danmark selv uden assistance fra nogen fremmed magt kunne overtage såvel den militære bevogtning af øen som den civile forvaltning. Ville den danske regering opfylde denne sovjetiske betingelse?" refererer Bent Jensen fra Døssing og Molotovs første samtale den 5. marts 1946.

"Døssing forsikrede på stedet Molotov om, at Danmark nu rådede over tilstrækkelige styrker, og at ingen dansk regering ville kunne tænke sig at tilkalde fremmed militær assistance. Og den civile forvaltning havde jo under hele den sovjetiske besættelse været på danske hænder", fortsætter Bent Jensen.

"Hvis Danmark er i stand til nu med sine egne tropper at besætte øen Bornholm og på Bomholm oprette sin egen administration uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmede administratorer, vil den sovjetiske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overgive øen til den danske stat", lyder den direkte danske oversættelse af den sovjetisk formulerede note fra den 5. marts 1946, som nu igen har vakt debat.

Noten er på fem en halv maskinskrevet linje, der ifølge Bent Jensen kun blev skrevet ned, fordi Thomas Døssing bad om det.

"Uden adressat eller underskrift, i al hast nedskrevet af en sekretær i Udenrigskommissariatet i Moskva, mens Molotov talte med Døssing om løst og fast", konstaterer Bent Jensen om det kontroversielle dokument.

Danmark godkendte kravet

I sit svar til Sovjetunionen gik den danske regering ind på Sovjets betingelse for at give Bornholm tilbage til dansk administration. 8. marts 1946 telegraferede Udenrigsministeriet et telegram med instrukser til gesandt Thomas Døssing i Moskva.

"De bedes meddele det russiske Udenrigskommissariat, at Danmark fuldt ud er i stand til straks med sine tropper at besætte øen Bornholm og på Bornholm oprette sin administration uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og administration", lød instruksen til Døssing.

Den forholdsordre omsatte Thomas Døssing til en svarnote til udenrigsminister Molotov og Sovjetunionen.

"Under henvisning til den samtale, jeg havde den ære at have med Deres excellence angående øen Bornholm, tillader jeg mig efter min regerings ordre at meddele Dem, at Danmark uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper straks vil være i stand til med egne styrker at besætte øen Bornholm og der fuldt udøve sin administration", skrev Thomas Døssing.

"Den danske regering accepterede uden videre de sovjetiske betingelser for at overgive Bornholm til den danske stat", konkluderede Bent Jensen 50 år efter i Bornholmske Samlinger.

"I og for sig havde Moskva jo ingen som helst ret til at stille nogen som helst betingelser for, at de sovjetiske styrker nu langt om længe forlod dansk territorium og dermed ophørte med at ligge det danske samfund til byrde. Men stormagter tager sig den slags friheder, og småmagter må ofte parere ordre."

Hvor langt rækker aftalen?

Både i dag og ved adskillige lejligheder siden 1946 er spørgsmålet så, om den dansk-sovjetiske aftale er tidsubegrænset, så udenlandske tropper på intet tidspunkt herefter må komme til Bornholm – eller om aftalen ene og alene handlede om forhold, der i 1946 skulle være opfyldt, før Sovjetunionen ville rømme øen. Og på samme tid gøre aftalen irrelevant for tiden herefter.

Professor Bent Jensen er ikke i tvivl: Aftalen handlede udelukkende om, at Danmark i 1946 skulle kunne administrere Bornholm på egen hånd – uden at en anden fremmed magt bare endte med at afløse de sovjetiske tropper.

"Den danske forpligtelse gik blot ud på at genoprette fuld dansk suverænitet på øen uden fremmed hjælp. Det skete i marts og april 1946. Hermed var forpligtelsen opfyldt og ude af verden", konkluderer Bent Jensen i Bornholmske Samlinger.

Den samme forståelse af aftalen nåede Udenrigsministeriet frem til i efteråret 1952. Præcis som i dag var det dengang på tale at udstationere Nato-tropper på dansk territorium.

Den situation fik den 1. oktober 1952 Sovjetunionen til til at henvende sig til den danske regering. Sovjet henviste her til den "forpligtelse", som Danmark havde påtaget sig i 1946.

"Moskva påstod ikke direkte, at 5. marts-noten forbød senere stationering af fremmede tropper på dansk territorium, men det var det, der var meningen med henvendelsen", skriver Bent Jensen om situationen.

Hvordan den dansk-sovjetiske aftale kunne og ikke kunne forstås, havde Udenrigsministeriet på det tidspunkt netop bedt en ekspert om at se på.

"Kort tid før modtagelsen af noten havde Udenrigsministeriets folkeretsekspert, E. Schramm-Nielsen, resolveret, at det danske tilsagn fra marts 1946 om at oprette sin administration på Bornholm uden fremmed bistand ikke kunne fortolkes som et permanent dansk tilsagn om ingen sinde at tillade for eksempel fremmede magters flådebesøg på øen", skriver Bent Jensen.

Men selvom Udenrigsministeriet altså siden 1952 har vidst, at den dansk-sovjetiske aftale ikke rakte ud over 1946 og ikke var et evigt forbud mod udenlandske tropper på Bornholm, har det officielle Danmark også flere gange siden handlet som om aftalen var tidsubegrænset.

Danmark har bøjet sig

Mest markant skete det for næsten 70 år siden. Nytårsdag 1953 henvendte Sovjetunionen sig igen til Danmark om aftalen, nu mere utvetydigt end det var sket få måneder forinden.

"Kreml hævdede nu udtrykkeligt, at Danmark i forbindelse med den sovjetiske rømning af Bornholm havde lovet ikke at give fremmede tropper adgang til dansk territorium", gengiver professor Bent Jensen den sovjetiske henvendelse.

Det officielle danske svar gik begge veje. Ved en tale i Rønne i februar 1953 kaldte daværende udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (K) på den ene side Sovjetunionens bekymring "upåkrævet, ubegrundet og uberettiget".

På den anden side afgav Ole Bjørn Kraft i professor Bent Jensens fortolkning her også "et tilsagn om, at allierede tropper ikke ville få lov til at sætte fod på Bornholm."

"Han understregede, at den danske regering ikke blot havde efterlevet det tilsagn, der var blevet givet i marts 1946, men desuden "de facto havde forholdt sig, som om der forelå en ud i fremtiden løbende forpligtelse". Og Kraft forsikrede om, at den danske regering "altid vil have opmærksomheden henvendt på de særlige hensyn, der på grund af Bornholms geografiske beliggenhed gør sig gældende for denne ø"", refererer Bent Jensen fra Ole Bjørn Krafts tale i Rønne.

"Kraft bekræftede altså, at Danmarks Bornholm-politik overfortolkede den for længst opfyldte forpligtelse fra marts 1946", konkluderer Bent Jensen dernæst.

I nyere tid stammer det mest kendte eksempel fra 1982, hvor Sovjetunionen modsatte sig, at et amerikansk militærorkester kunne spille ved et bornholmsk dyrskue, igen ved at henvise til aftalen fra 1946. Danmark efterkom dengang Sovjetunionens krav, og et andet orkester spillede i stedet.

"I 1980erne var den danske Bornholm-politik på nippet til at udvikle sig til en tragikomedie. I 1982 sagde forsvarsminister Poul Søgaard således med henvisning til en angiveligt skriftlig aftale, at "Bornholm er ikke rigtigt medlem af Nato" – senere dog rettet til, at Danmark frivilligt havde pålagt sig begrænsninger med hensyn til fremmede tropper på Bornholm" gengiver Bent Jensen orkestersagen fra 1982 i sin beretning i Bornholmske Samlinger.

Dermed har begge lande ret. Hvis den danske forståelse af folkeretten holder, har Danmark på den ene side hverken givet Sovjetunionen eller Rusland som Sovjets efterfølger noget evigt blivende løfte om, at udenlandske tropper aldrig igen må sætte foden på Bornholm.

På den anden side har Danmark heller aldrig gjort det klart for russerne, at man forstår aftalen sådan. Tværtimod har Danmark ved flere lejligheder handlet, som om aftalen stadig står ved magt.