Erhvervsstrategien skal styrkes.
Bornholm har i praksis været i afvikling siden fiskeriet for alvor ebbede ud for omkring 25 år siden.
Derfor skal vi styrke vores erhvervsstrategi og tiltrække flere virksomheder, skabe et bedre skattegrundlag og udvikle flere uddannelsesmuligheder.
Vi skal forbedre rammerne for iværksættere og for de små og mellemstore virksomheder – blandt andet gennem lavere energiomkostninger og bedre infrastruktur. Turismen alene kan ikke løfte os.
Hvis vi vil være en selvbærende region, så må vi tale mere om erhvervsliv end om sommerhuse og mere om indtægter i stedet for udgifter! Energiøen rummer væsentlige muligheder for at styrke Bornholms velfærd; dem skal vi forfølge – med ordentlighed og respekt for både de påvirkede borgere og naturen omkring os.
En ustabil kommune
Samtidig har gentagne brud på politiske konstitueringer destabiliseret kommunen – helt ud i myndighedsarbejdet.
Vi vil arbejde for at være en samlende politisk kraft på Bornholm, så vi kan skabe et bredere og mere solidt grundlag for flerårige aftaler. Det giver ro og retning for administrationen og medarbejderne i kommunen.
Flere og flere bliver afhængige af overførselsindkomster, mens der bliver færre og færre til at betale dem.
Socioøkonomisk bliver vi stadig mere skævvredne: Vi bliver flere ældre og flere førtidspensionister, men færre i arbejdsstyrken. Det presser velfærden, og grebet om udsatte medborgere er truet, fordi skattegrundlaget er faldende.
For mange børn lever under FNs fattigdomsgrænse, og der er for mange tvangsanbringelser. Det skal vi vende.
Velfærd er afhængigt af det
I takt med at vi øger vores indtægter, så skal vi indhente det tabte: styrke ældreplejen med kvalitet, nærhed og tid til kerneopgaven; skabe bedre vilkår for børn og unge, især med fokus på trivsel, tidlig indsats og stærke fællesskaber; og vi skal hjælpe udsatte borgere bedre – for eksempel i psykiatrien gennem et tættere samarbejde på tværs.
Endelig skal vi sikre og værne om folkeskolen med faglighed og tydelig retning.
Kommunens ansatte er under pres.
Vi er nødt til at sænke sygefraværet gennem bedre arbejdsvilkår: proaktive og langsigtede planer for arbejdsglæde, inklusion og faglighed – og ved at give medarbejderne tillid og tid - mindre bureaukrati, mere kerneopgave. Derudover skal rekruttering og fastholdelse styrkes via løbende kompetenceudvikling.
Fritid
Vi mangler meningsfulde, tilgængelige fritidstilbud til de ældste folkeskolebørn.
Der skal være tilbud fra 4. klasse i hele kommunen. Her vil vi samarbejde tæt med forenings-, idræts- og kulturliv for at få flere til at deltage i fællesskaber.
Hjælp os med at overlevere et bedre Bornholm til de kommende generationer. Det er jo det, at vi alle vil og skal.