Folkemøde fra en afdød levemand

Mads Holgers Folkemøde

I 2013 skrev levemanden og forfatteren Mads Holger Norgaard Madsen en fantastisk tekst om sine oplevelser på Folkemødet. Mads Holger, der desværre ikke lever mere, tog i sin blog læserne med på en satirisk og borgerlig kritisk reportage fra Folkemødet. Her ankom han til Allinge i sort jakkesæt, slips og åben sportsvogn og blev fanget med kalechen nede i et langsomt gående optog med døde asiatiske dukker, der demonstrerer mod klimaforandringer. Mads Holger forsøgte at placere Ole Birk Olesen i en hoppeborg og tog svømmetag i menneskemængden. Oplevelserne på Folkemødet behandlede han med roséterapi og tog dermed læserne med på en unik folkemødeoplevelse.

Tidende har fået familiens tilladelse til at genoptrykke denne tekst fra 2013 om Mads Holgers oplevelser på folkemødet. Ved at trykke teksten, håber vi, at alle kan komme i folkemødestemning og opleve den store begivenhed i Allinge på en måde, som de færreste af os nok selv har gjort eller kommer til.

Jeg havde selv fornøjelsen af at lave lokalaviser sammen med Mads Holger i starten af vores journalistliv. Mads Holger forsøgte sig som forfatter uden stor anmelderros. Mange mente, at hans sprog var for påtaget stilistisk. Når det kom til blogs og især facebookopdateringer, var Holger spidende skarp og morsom. Nyd hans bedrift som inspiration til en anden virkelighed på Folkemødet.

Kristoffer Gravaard

Jeg har tilbragt weekenden til Folkemødet på Bornholm. Det samme har dagligt ca. 25.000 andre mennesker til begivenheden, der nu for tredje år i træk løb af stablen med stor succes.

Jeg har haft en fornøjelig weekend, ingen tvivl herom.

Egentlig var jeg kaldt til Solskinsøen i embeds medfør, fordi jeg skulle beværte en debat om Folkekirken lørdag, men da en ven ringede og spurgte, om jeg ville køre med ham allerede torsdag, takkede jeg en anelse modvilligt alligevel ja. Jeg frygtede måske udsigten til hele tre dage i den lidt for livsglade stemning af lunken Ceres Royal på dåse, Gnags og livsglade korthårede kvinder, der danser med hænderne over hovedet iført lidt for kropsnært tøj og pengekat, men jeg overvandt mig selv og sprang ind i hans vogn foran Hotel d'Angleterre.

Vi ankommer senere på dagen til smukke Allinge hen på eftermiddagen og kan med det samme konstatere, at her er end og rigtig mange mennesker. Vi har endnu ikke orienteret os om byens geografi, men følger trafikken, som hjemmeværnsmænd i refleksveste dirigerer os myndigt igennem. Vi kan hverken dreje af, bremse ned eller gasse op, men er henvist til blot at følge trafikken ureflekterede og apatiske som venstrevælgere.

Min ven har en flot vogn, det er en stor, åben og sort Mercedes af nyere dato, og vi har slået kalechen op. Vi bærer begge jakkesæt samt sorte solbriller, og jeg har bundet slipset lidt for stramt, men løsner det ikke, da pludselig et langt demonstrationslignende optog drejer ud på hovedgaden lige foran os. De bærer nogle menneskestore døde dukker på trækvogne samt skilte, hvorpå der står skrevet noget om, at liv er vigtigere end vækst, endskønt jeg ville være tilbøjelig at finde de to begreber identiske.

Demonstrationen omhandler mennesker, der har det hårdt i Den tredje verden, men vist nok også noget om klimaforandringer. Optoget er lidt usoigneret, og der er ingen tvivl om, at vi her er et godt stykke til venstre for midten rent ideologisk. Derimod fremtræder min ven og jeg i vores åbne Mercedes noget kontrastfyldt ikke helt lige så veganske, og det er således uhyre ubelejligt, at vi på denne vis kommer til at køre lige bag optoget af døde asiatiske dukker på trækvogne. Vi kunne lige såvel være kørt i en romersk stridsvogn trukket af filippinske au pair piger. Ingen kan overbragt dette billede drage andre konklusioner, end at det er os, der har slået dukkerne ihjel for at kunne køre i vores dollargrin og være ligeglade med klimaet.

Vi er nu en del af optoget og kan ikke dreje af, fordi der alle vegne står disse hjemmeværnsmænd i refleksveste og spærrer hovedgadens sideveje.

For at gøre ondt værre erfarer vi at være havnet i den forkerte ende af byen. Det er her, de slemme holder til. Her står noget om økologi på alle boderne og lugter som en hel Land og Folk festival. Alle drikker fadøl, og der er også flere telte, som ligner katastrofalt store wigwams. Dette er Allinges Chinatown. Enkelte råber efter os, og folk kigger tabuoverskridende på os med dømmende blikke bag alle de døde dukker, men hvad pokker kan vi gøre?

Der er balloner med 3fs logo. Jeg bliver lidt bange, this is Chinatown som den sidste replik lyder i filmen af samme navn. Her kan alt ske, og jeg fornemmer et mindre angstanfald trænge sig på, men kan så i menneskemængden spotte, hvad, jeg mener, er Kathrine Winkel Holm, og bliver lidt roligere. Hun skal nok hjælpe os, hvis det trækker op til ballade, men selvfølgelig gør det ikke det.

Vi kører i vores optog ned til havnen, og straks bliver det bedre. Her holder de mere borgerlige kræfter til, og jeg benævner det straks Rivieraen, idet jeg træder ud og tilbydes en forfriskning på glas. Det er her, festen er i aften, får vi at vide. Den bliver afholdt af Det Konservative Folkeparti på et tomasters træskib. Stemningen er høj, for man har ca. en time forinden vundet en større politisk sejr omkring folkeskolen, hvis tvungne lektielæsning om eftermiddagen er blevet sløjfet, takket være partiet. Lars Barfoed ankommer glad, og meningsmålingerne understreger succesen, da det forlyder, at TV2 senere på aftenen vil offentliggøre en sådan, i hvilken partiet for første gang siden folketingsvalget ligger over dettes resultat. Dette bekræftes senere.

Vi spadserer ned langs kajen, og jeg bliver interviewet til DR2s Deadline og lyver, idet jeg roser Liberal Alliance for som det eneste parti at have opstillet en hoppeborg, som Ole Birk Olesen er umulig at få ned fra, men den passage klipper de vist desværre ud. Vi går over i CEPOS teltet, hvor nogle mænd med letvægtsbriller taler om, at skatten skal sættes ned, hvis vi skal have vækst i samfundet. Den havde jeg luret, så vi skrider, men hele tiden hilser jeg hjerteligt på folk, jeg knapt tidligere har truffet in persona. Vi genkender ofte blot hinanden fra billeder i medierne og på Facebook.

Det er mærkeligt, og de ser alle sammen anderledes ud i virkeligheden. Der er Søren Pind og Jacob Mchangama, den ene er meget større i virkeligheden, og den anden meget mindre. Jeg prøver at lægge en tændstikæske ved siden af dem og tage et billede med min mobiltelefon for at kunne påvise de virkelige proportioner, men det går ikke, for pludselig ramler en ung pige ind i mig med en fadøl. Vi er åbenbart venner på Facebook, hvilket hun synes, at vi skal fejre ved måske at elske, men jeg vil hellere bare være facebookvenner og smutter videre.

Det er løjerligt in persona at møde de mennesker, med hvem man ofte har haft en hyppig korrespondance per medie, men også en lidt blandet oplevelse, for de har jo ofte kaldt mig navne, og jeg har ofte kaldt dem navne, og nu står vi pludselig her ansigt til ansigt og mødes som mennesker. Det har K. E. Løgstrup sikkert skrevet noget om. Jeg er engang kommet til at antyde, at nogle af regeringens kvindelige ministre ikke skulle blande sig i vores kostvaner med afgifter og kampagner, når nu de selv var lidt godt i stand, men nu står Astrid Krag foran mig helt menneskelig og rokker lidt frem og tilbage til noget reggae, og jeg bliver helt flov, for hun ser så sympatisk ud, hvorpå jeg også øjner Manu Sareen og tænker, at vi hellere må komme videre.

Vi bliver dog på en fortovscafe, hvor vi vil bestille en Campari-soda. Betjeningen er langsom, for byen er slet ikke gearet til at håndtere det enorme pres, men vi møder Berlingskes dygtige madanmelder, Søren Frank, og jeg skubber ham foran os i køen, idet jeg håber, at det kan få betjeningen til at blive lidt mere rask. Netop som vor drinks endelig serveres, og vi har sat os ved et bord, kommer Lars Hedegaard og sætter sig ved bordet ved siden af os. »Åh nej, nu bliver vi nød til at skride igen« tænker jeg. Jeg vil ikke skydes, og tænk nu hvis Martin Krasnik også dukker op, men jeg lader mig dog alligevel overtale til at drikke min Campari ud forinden, og vi tager alligevel også én mere, for ellers har terroristerne vundet eller noget.

Vi promenerer ned langs Rivieran og løber først ind i Naser Khader, der bliver interviewet til TV Glad om, at han går ind for demokrati, inden vi møder antropologen Dennis Nørmark. Han er mægtig flink, selvom han hele tiden hellere vil tale med mine damer, men dem flyver jeg først ind fra København senere, så vi sludrer. Jeg noterer mig, at alle siger, at det slet ikke er så folkeligt, fordi det jo er eliten, der er her, men det er en kokketerende løgn. Der er øljazz og fadbamser alle vegne samt en ret løssluppen stemning. Danske politikere forekommer mig uafhængigt af ideologisk ståsted ofte meget glade for samleje og Shubidua, hvilket klart afspejles i stemningen, så jo, gu er her folkeligt, men på en behagelig måde, for alle er søde og i godt humør. Stemningen er imødekommende, ligeså er mit humør.

Om aftenen tager vi til fest oppe på noget, der hedder Gæstgivergården, hvor Politiken har lejet sig ind. Der står ham christianitten fra Krummefilmene og synger lettere afklædt, og nogle humaniorastuderende piger hviner. Jeg bliver på vej ind passeret af min kære redaktør, Jesper Beinov, og når ikke at hilse, men overhører blot replikken det gider jeg sgu ikke, det der, idet han går. Nogle berusede knægte spørger, om de må tage et billede med mig, og jeg gider egentlig ikke, for jeg kan godt se, at de er radikale, og således ved, at jeg dagen efter kan finde billedet på Facebook med en eller anden 90er ironisk P3 replik om, at jeg er helt vildt dum, men jeg forbarmer mig og smiler til kameraet. Nogle Cevea-typer står og taler om, hvor vidt man overhovedet kan tale, når folk ikke hører det samme, som man selv hører sig sige. Jeg er bange for at blive psykisk syg af at høre på det, så vi drager videre.

Vi havner siden i et øltelt et sted i byen. Alting tager tid, man skal stå i kø konstant, og jeg begynder at blive lidt irriteret, idet jeg har ventet hen ved en halv time på at komme op i baren og bestille øl til mig selv og den yngste af mine to elskede søstre, der nu er ankommet. Jeg bliver overbragt en af disse prosaiske papholdere med fem fadøl i og mener ikke, at den just klæder mig endsige min selvopfattelse, men jeg har ventet en halv time, så jeg snupper den, idet en stemme lyder med en lidt fritidshjemspædagogisk matroniserende tone. »Hov hov kammerat, hende her har ventet meget længe, det var vist hendes tur« siger en mand med briller ved min side i baren.

Jeg er ikke helt sikker endsige i vatter, men det er vist nok statsministerens rådgiver, Noa Redington, og ganske rigtigt står der en meget lille pige et eller andet sted nede under barkanten. Åh, hvor er det irriterende, nu fik han lejlighed til at fastholde sit billede af mig som et hensynsløst jakkesæt, der trumler de små og har knækket hendes svovlstikker, men ydermere må jeg nu vente ti minutter mere på at få den åndssvage papkuffert med fadøl. Ah, jeg bliver vred som en lesbisk, men giver hende øllene og venter.

Jeg får taget brystssvømmetag ud af menneskemængden og finder de to smukke søstre, der er iført perlekæder, men kun den ene nyder øl, så nu har jeg tre for mange. Jeg møder den feministiske Ditte Giese fra Politiken, der spørger, om hun må få én. Det får hun, idet hendes redaktør, Kristian Madsen, dukker op ved siden af hende. »Må han så også få én« spørger hun, og nu synes jeg alligevel, at de strammer den lidt, men all right, jeg stikker ham en fadbamse, så nu har jeg kun én tilbage, da jeg møder min ekskones nye mand og tænker hvad pokker, idet jeg giver ham den sidste. For første gang længe føler mig som en rigtig kristen.

Om dagen deltager jeg i nogle debatter, og her er alt mellem himmel og jord lige fra æggesagen til Ældresagen. Jeg havner i Landdistrikternes Fællesråds telt. Det er det kedeligste sted i universet lige nu, og alle spiser popcorn. Her er ikke engang nogle af de onde lobbyister, som alle taler om. Jeg har brug for noget roséterapi og hopper ned på havnen, hvor Thyra Frank sidder i en sofa og bliver interviewet. Hun er iklædt orange, og jeg tænker pludselig på Roskildefestivalen. Den kan jeg ikke lide, men heldigvis møder jeg en gammel veninde fra Herlufsholm-slænget, og vi får en Mig og Charly-bøfsandwich til 100 kr. i havnegrillen. Lidt folkelig har man vel lov at være. Alle hernede i den borgerlige lejr taler om networking, social kapital og lignende management fraser.

Det er virkelig irriterende retorik fra jakkesæt uden slips, så jeg må have noget mere roséterapi, hvilket bekommer mig så vel, at det varer ved til langt ud på natten, inden jeg næste dag vågner om eftermiddagen på et hotelværelse i Rønne. Pigerne er smuttet, og der er knap en time til, at jeg skal lede en debat i Folkekirkens telt med tidligere formand for Etisk Råd, Erling Thidemann, og DFs Christian Langballe. Jeg hører Bob Dylans Stuck inside of Mobile with the Memphis Blues again, idet jeg klæder mig på og tænder en smøg, så jeg får barberskum i munden. Det er ikke helt godt det her, jeg har ondt i håret, men når det lige, og debatten gennemføres udmærket, hvis jeg selv skal sige det, endskønt jeg var lidt mat og to gange måtte spørge DFs Christian Langballe, om han havde et kritisk blik på Islam. Den var god nok, det havde han.

Således ender min sommers eventyr, idet vi senere kører hjem, og oven over alting stråler moder sol. Det var et godt folkemøde, jeg kommer igen næste år, men indrømmet må det være, at det handlede lidt mere om fadøl end politik, men det gør Danmark jo desværre også.