Et vemodigt farvel til Venstre

LÆSERBREV | ABONNENT | 20. SEP 2022 • 06:00
Af:
Lene Kofoed-Dam
Sdr. Strandvej 4
Nexø
LÆSERBREV | ABONNENT
20. SEP 2022 • 06:00

Min vurdering er, at I er på vej til at udslette Venstre på Bornholm, skriver mangeårigt medlem af partiet.


Jeg har været medlem af partiet Venstre, siden jeg var 15 år, tror jeg – fik det ind med modermælken. Jeg var en af de få, der også stemte Venstre ved seneste kommunalvalg.

Men men men, Søren og Heidi – hvad skete der lige sidste uge ved budgetforhandlingerne? At støtte op om Enhedsliste-politik. Det er fuldstændig ubegribeligt for mig. At vi ikke alle har samme holdninger, er en absolut sund ting – og tak for det danske demokrati. MEN at MIN stemme går til Enhedsliste-politik, det gør mig lige dele vred og ked af det.

Jeg har meldt mig ud af partiet – er helt klar på at jeg blot var en stille partisoldat, men I må forstå, en af de sikreste stemmer I havde. Ved, I mener, I har fået indflydelse – men for dælen da, det er svært at få øje på. Min vurdering er, at I er på vej til at udslette Venstre på Bornholm.

Hvorfor kan Venstre ikke længere arbejde sammen med de partier, der ligger tættest på Venstres politik? For mig virker der ikke længere til at være forbindelse til det, partiet står for?

Jeg må kikke mig om efter et parti, der kan love ikke at føre Enhedsliste-politik.

Håber, det findes.