– I min mailbox og på telefon har jeg fået henvendelser fra borgere i Rønne og Nexø, der siger, at de slet ikke kan finde en parkeringsplads i de byer. Det er de samme historier vi kender fra Gudhjem og Svaneke, formentlig også Allinge. Det er det problem, som vi gerne vil løse sådan her, siger Helle Munk Ravnborg (EL), forperson i kommunalbestyrelsens natur-, miljø- og planudvalg.
Hasle er med på jeres liste, men det er Aakirkeby ikke, selvom Aakirkeby er større end Hasle. Hvorfor det?
– Det er jo også noget af det, som vi gerne vil have kvalificeret. Nogle byer vil nok sige, at de ikke har de her udfordringer. Vores forslag gælder kun de steder, hvor folk parkerer på offentlig vej, siger Helle Munk Ravnborg.
Dyrere for bil nummer 2
Har man to biler som borger i en af de syv byer, ønsker Enhedslisten, at bil nummer 2 skal koste ekstra at kunne parkere på vejen nær sin bopæl: 560 kroner om året.