Fortrinsretten er det man betaler for via sin beboerlicens

SYNSPUNKT | ABONNENT | 16. AUG 2022 • 11:26
Af:
Helle Munk Ravnborg
forperson for udvalget for miljø
natur
plan
SYNSPUNKT | ABONNENT
16. AUG 2022 • 11:26

Modellen med beboerlicenser har kommunen allerede i det små taget i brug for at regulere trængsels- og parkeringsproblemer i nogle få områder

 

Hvor er det dejligt, at Enhedslistens forslag om parkeringsregulering, sætter tankerne i gang og også stimulerer andre til at tænke kreativt, sådan som det kan læses i dagens leder i Bornholms Tidende.

Modellen for p-afgift, som dagens leder foreslår, er bestemt ikke uinteressant. Den vil jo i hvert fald bringe penge i kommunekassen, og det er vi mange, der kan se, bliver tiltrængt. Men det er nok mere begrænset, hvad modellen vil gøre i forhold til løse de trængsels- og parkeringsudfordringer, som beboere og gæster i byer som Gudhjem og Svaneke oplever, særligt om sommeren, og beboere i dele af for eksempel Rønne og Nexø oplever året rundt. Skal de problemer løses, så kræver det, at beboere i disse byer har fortrinsret til at parkere langs offentlig vej, mens gæster til disse byer med længere varende ærinder, for eksempel mere end en halv time, henvises til at parkere på de større parkeringspladser i stedet for langs offentlig vej.

Fortrinsretten er det man betaler for via sin beboerlicens, mens andre bornholmsk indregistrerede biler for eksempel med en form for bornholmerlicens kan parkere på de forskellige parkeringspladser, som byerne rummer. Og så skal der selvfølgelig også, ligesom der er det i dag ved havnen i Gudhjem, være mulighed for, at gæster kan betale for deres parkering. At det giver mening – også økonomisk – at opstille sådanne parkeringsautomater, vidner kommunens budget for 2022 om. Her fremgår det nemlig, at der i 2022 var budgetteret med 50.570 kroner i udgift til p-automaterne ved havnen i Gudhjem, mens de genererede en indtægt på 992.815 kroner. Samlet set for hele kommunen, når også lønninger til parkeringskontrol og personale i øvrigt er betalt, genererer kommunens parkeringsordninger et budgetteret overskud i 2022 på 658.741 kroner.

Modellen med beboerlicenser har kommunen jo også allerede i det små taget i brug for at regulere trængsels- og parkeringsproblemer i nogle få områder, for eksempel omkring Campus Bornholm i Rønne, så også her er der noget at bygge videre på. Lad os derfor i fællesskab finde en model, der bringer os videre ad den vej og lad os starte der, hvor problemerne er størst og så bygge videre derfra. Det er i hvert fald i den ånd, at Enhedslisten har stillet en række spørgsmål til kommunens administration, således at vi på den baggrund kan udarbejde et endeligt forslag til en løsning.