Elbilerne bliver flere og flere, så der bliver også brug for en plan for, hvor man placerer deres ladestandere. Den kommer i juni, ifølge planen for planen.
Bornholm vil få relativt få steder at lade elbilen op, hver med mange ladestandere. Og ikke det modsatte: Mange steder hver med få ladestandere. Kun Dansk Folkeparti har i udvalgsarbejdet gået ind for det sidste.
Helt uvist er det derimod, om det vil blive tilladt at trække sit kabel tværs hen over sit fortov, hvis man vælger at have sin egen private ladestander.
Hele tre scenarier var i spil om den sag, da udvalget for natur, miljø og plan behandlede sagen tidligere på måneden – men ingen af de tre kunne samle flertal. Det kan komme i aften, hvor også partierne udenfor natur, miljø og planudvalget kan give deres holdning til kende.
Venstre vil ikke give folk lov til at trække et kabel hen over deres fortov. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil give folk lov til at søge om tilladelse til det. Og endelig vil Enhedslisten give bornholmerne lov, dog ikke folk, der bor i gamle historiske bydele.