Analyse: De hjemløse blå vælgere

Mens borgerlige bornholmske politikere flikser og flakser og forlader partier og træder ind i nye og bliver løsgængere, står en stor gruppe vælgere mere og mere forvirrede tilbage. Tilsammen er de så mange, at de kan afgøre det næste kommunalvalg.

Rundt om på hele Bornholm sidder en stor gruppe mennesker lige nu med én og samme hovedpine.

Mange i gruppen mærker hovedet værke hver dag. Når de åbner avisen eller tænder for deres radio eller tv. Så melder spørgsmålet sig:

Hvem i alverden skal jeg stemme på ved næste kommunalvalg...?

Denne store gruppe er blå. Det er sådan set det eneste, de ved. De ved, at de vil stemme blåt, men hvilket blåt?

Heri består hovedpinen. Og det er ikke ligefrem, fordi de blå bornholmske lokalpolitikere gør synderligt meget for at hjælpe denne store gruppe mennesker. Dette års mange partihop forværrer faktisk kun hovedpinen.

Og ja, de er mange. Vi taler om mindst en femtedel af de cirka 25.000, der plejer at stemme ved kommunalvalg på Bornholm. Mindst 5.000 af dem er hjemløse blå. De er nok til at afgøre valget om to år.

Samler de sig hovedsagligt ét sted, kan denne gruppe vælgere få valgt deres foretrukne mand eller kvinde til borgmester. Splitter de sig derimod, kan et stort blåt stemmespild i sig selv installere en anden i stolen. I så fald en, som ingen af dem ønsker. Efter alt at dømme en socialdemokrat.

Landkortet foran de hjemløse blå er dybt kompliceret og flytter sig i øvrigt hele tiden. Men lad os prøve at tyde det, så langt som det er muligt.

Langt sejt træk

Mange af de hjemløse blå var det allerede ved sidste valg.

Hovedparten af dem er frafaldne Venstre-vælgere. Mere eller mindre faste Venstre-vælgere, der ikke kunne og ikke ville stemme Venstre sidste gang, fordi de var imod det kommunebudget, som Venstre (og i øvrigt Socialdemokratiet) gik til valg på. Og tabte valget på med et brag.

Historiske, ja nærmest sensationelle to mandater blev det til for Venstre. Blot to mandater, der så tilmed forsvandt i august, da Søren Schow og Heidi Burgedahl blev løsgængere.

Lige siden valget har Venstre både slikket sår og påført sig selv nogle nye. Men i forrige uge var stemningen for første gang i årevis god, da Frederik Tolstrup blev valgt til spidskandidat ved den ekstraordinære generalforsamling i Venstre Bornholm. Han og modkandidaten Brian Kofoed gav med det samme hinanden hånden på at ville arbejde sammen.

Så langt, så godt. Måske. For problemet i Allinge den aften bestod i, at man i forsamlingen godt kunne se nummer 10 og 11 og 12 på Venstres kommende liste, hvorimod den oplagte nummer 3, 4 og 5 ingen steder var at se. Venstre har mistet mange profiler og hele mængden af talent i andet og tredje geled i de seneste år.

Med Venstre er der to hovedscenarier. Det ene handler om, at først og fremmest Frederik Tolstrup og Brian Kofoed får genetableret Venstre i ét hug. I så fald starter øvelsen med at få styr på de frafaldne vælgere på landet: Omkring Aakirkeby og omkring Allinge. Lykkes det, bliver næste spørgsmål, om Venstre på ét og samme valgprogram også kan appellere i større stil i Rønne og Nexø.

Det er ingen given sag, og det er ingen let sag. Og Venstre skal have både land og by med, hvis partiet skal tilbage til fordums styrke.

Lykkes det ikke, handler Venstres andet hovedscenarie om en mere beskeden fremgang til ikke over fire mandater. Og et fortsat langt sejt træk forude.

Svær vej til ny borgmesterperiode

Næste spørgsmålstegn er Det Konservative Folkeparti. For to år siden var der slet, slet ingen tvivl om, at de fleste af Konservatives hele 2.896 vælgere var frafaldne Venstre-vælgere. Tre mandater rakte det til.

Konservative 14-doblede sit valgresultat fra valget i 2017, og hovedaktøren i dén bevægelse gik sørme også hen og blev borgmester. Ingen lovede mere til flere end Jacob Trøst, som næsten alle tilmed fandt rar og sympatisk.

Det senere forløb er kendt og velbeskrevet: Det første kommunebudget, som den nye borgmester ikke kom med i. Og næste års budget, som han og Konservative derfor skulle med i, hvis sommerfuglen stadig skulle have støv på sine vinger. Og som Trøst og Konservative da også kom med i, omend kun fordi Socialdemokratiet også gerne så det sådan.

Jacob Trøst er fortsat populær rent personligt. Også de ledende socialdemokrater taler pænt om den nye borgmester. Dels fordi de faktisk mener det, men nok også fordi det er dumt at lade være at tale pænt om en borgmester, som mange godt kan lide. Fire mandater i begge TV2/ Bornholms målinger fra tiden efter valget peger også på en rimelig populær borgmester.

Så langt, så godt. Måske. For Jacob Trøsts problem består i, at hverken tre eller fire mandater efter alt at dømme vil række til endnu en periode som borgmester.

Skal der komme sådan en, så er der to forudsætninger for det: For det første skal valget give blåt flertal. Og for det andet skal Konservative blive det største blå parti. Der er desuden nogle mere mudrede scenarier som nu det, der gjorde Trøst til borgmester. Men der bliver færre af den slags mudrede scenarier næste gang.

Derfor er det gangbart at påstå, at Konservative skal have mindst seks mandater, hvis Jacob Trøst skal have endnu en periode. Og måske er det ikke en gang nok. Det kan også godt kræve syv eller flere.

Så godt et valg vil ikke bare kræve konkrete resultater, af hvilke der endnu kun er få. Det vil også kræve en vision, et formuleret projekt, og skridt af den slags har Jacob Trøst ikke taget endnu.

Er der vælgere i tarteletter?

Men når kravet nu er 6-7 mandater, var det selvfølgelig ikke dumt, at DF'erne Linda Kofoed Persson og Torben Kofod Ager blev konservative her i oktober. På den korte bane giver det udvalgsposter og erfaring i en konservativ gruppe, der har manglet begge dele.

Men på den længere bane? Det er måske straks en anden sag. For nok har Persson og Ager to mandater med sig her og nu. Men i personlige stemmer kommer de tilsammen kun med 390: Mindre end et halvt mandat. Begge, og mest udtalt Torben Kofod Ager, er i kommunalbestyrelsen i kraft af René Danielssons stemmer. Og han går ingen vegne, lader han meget klart og tydeligt forstå.

Omkring næste valg handler Konservatives håb frem for alt om borgmestereffekten. I anden række handler det om, at ikke mindst Linda Kofoed Persson faktisk er mere populær end som så. At der for Konservative vil være mere end 286 personlige stemmer i hende, fordi en del sympatisører hidtil har holdt sig tilbage af den grund, at de ikke ville stemme DF. Efter samme logik kan der også godt være flere end 104 stemmer i Torben Kofod Ager.

Begge dele er lige nu interessante spørgsmålstegn. Et mere af den slags handler om Christian Froberg Dahl. De fleste er enige om, at han laver en god tartelet derude i Ekkodalshuset. Men er der vælgere i gode tarteletter? Eller har Froberg noget andet, der gør, at der er vælgere i ham?

Ellers kan det ende, som det gjorde med Søren Schow: De fleste ville hellere ham til at styre deres færge – end de ville have ham til at styre kommunen.

Hvad nu van Sabben?

Her er spotlyset dog ikke lige nu. Lige nu hviler rigtig meget spot på, hvad Kirstine van Sabben mon nu finder på. Og hvad nogen finder på med Kirstine van Sabben.

Den erfarne Van Sabben er Bornholmerlisten. Men lige straks må man sige, at hun var. Bornholmerlisten er ikke på plakaten næste gang, har Kirstine van Sabben jo lige meldt ud. Men er hun selv det...? Og i så fald: For hvem?

En ny borgerliste kan man godt udelukke. Liste W lukker og slukker, fordi den var et one woman-show, hvor Kirstine van Sabben havde alt for få at dele byrderne med. En ny borgerliste vil være den samme situation.

Derfor er der to muligheder: Enten er kommunalbestyrelsens næstmest erfarne medlem nu i gang med sin sidste valgperiode. Eller også finder hun et nyt parti.

Kirstine van Sabben har meget at handle med. 2.374 personlige stemmer fik hun sidst: Tredjeflest af alle på Bornholm. Lige godt 90 procent af Bornholmerlistens samlede antal.

Så der er to mandater i Kirstine van Sabben. Der er endda godt og vel to. Og så igen: Det var der, da hun var spidskandidat og Bornholmerlistens altoverskyggende profil. Lidt længere nede på en borgerlig liste skal der nok trækkes nogle fra det antal.

Men Kirstine van Sabben må være indlysende interessant – og dét for indtil flere partier. Mest oplagt for Venstre, måske lidt mindre oplagt for Konservative, som Kirstine van Sabben en gang har forladt. Hendes forhold til Dansk Folkeparti har været mere op og ned. Men skulle der være en fælles platform, kunne den siges at starte med ældreplejen.

Jokeren i spillet om Van Sabben handler om, at ingen kan forhindre hende i at melde sig ind i et parti. Gør hun først det, vil det være op til medlemmerne, om man også vil stille hende op til næste valg. Og igen: Hvorfor ikke? Hvem vil sige nej til en masse erfaring og (hovedparten af) 2.374 stemmer? Kirstine van Sabben har alle kort på hånden.

Bliver hun ved i politik, bliver det spændende, om hun også kan være en del af et hold. Kirstine van Sabben har været sin egen indtil nu, i mange år. Vil hun også kunne fungere som måske nummer 3 i Venstre? Og hvor meget vil hun fylde, i så fald, når nu nummer 1 er en politisk helt uerfaren Frederik Tolstrup?

Et giftigt makkerpar

Kirstine van Sabben har også en mulighed mere. Nemlig hos næste valgs næste store blå spørgsmålstegn: Liberal Alliance.

LA har allerede trukket Henriette Søvind til, da hun forlod Konservative. Det skete i august, i øvrigt samme dag som Søren Schow og Heidi Burgedahl sagde farvel til Venstre.

Henriette Søvind fik 443 personlige stemmer ved sidste års folketingsvalg. På den ene side et valg med færre bornholmske kandidater: Det taler for, at der skal trækkes stemmer fra det antal for at se Henriette Søvinds potentiale ved et kommunalvalg.

På den anden side også et valg, hvor Konservatives kandidater over hele landet led under, at deres parti smeltede fuldkommen ned i de sidste måneder lige op til valget. Det taler modsat for, at der også kan være flere end 443 stemmer i Henriette Søvind.

Læg hertil, at Liberal Alliance går fremad på landsplan. Partiet bliver ret konstant målt til lige omkring 12 procent, hvor en god gammel tommelfingerregel handler om, at tendensen på landsplan slår igennem med halv kraft ved kommunalvalg. Seks procent af stemmerne vil være rigeligt for Henriette Søvind. Det vil sende hende overbevisende ind i kommunalbestyrelsen.

Og så igen: Liberal Alliance har aldrig rigtig fænget på Bornholm. I hvert fald ikke i Anders Samuelsens tid som partichef, men også på Bornholm har LA nu medlemsfremgang og en større organisation, der begynder at tage form.

Fremgang på landsplan plus Henriette Søvind plus måske Kirstine van Sabben...? Så har pakken måske pludselig også appel til nogle af de hjemløse blå. For de andre blå partier kan Søvind og Van Sabben blive et giftigt makkerpar.

"Schowhjælperne"

Og ikke at der snart er brug for flere spørgsmålstegn, men i sandhedens tjeneste er der faktisk mindst et mere af den slags. For som med Kirstine van Sabben kan man også spørge: Hvad gør Søren Schow ved næste valg?

Venstres tidligere leder er som hund og kat med Dansk Folkeparti. Heller ikke hos Konservative er Søren Schows aktier synderligt høje. Han er vældig liberal, så Liberal Alliance vil ikke være noget ulogisk valg. Men Søren Schow er også mere grøn end LA, og desuden er han gammel beundrer af tidligere Venstre-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

I det lys vil heller ikke Moderaterne være den helt store overraskelse. I så fald i selskab med Margrethe Kjellberg, tidligere udvalgsformand for Socialdemokratiet. Margrethe Kjellberg og Søren Schow på samme liste? Tjoh, hvorfor egentlig ikke nu, hvor hele det blå landskab allerede er brudt op. Der er større overraskelser i noget af det, der allerede er sket, end der vil være i Søren Schow på en plakat for liste M.

Hvis Søren Schow overhovedet vil mere i politik. Han får svært ved at holde sig ude, men Schow (62 år ved næste valg) kan også lande på, at politik har haft sin tid.

En borgerliste måske? Måske under navnet "Schowhjælperne", hvis han skulle vælge at prøve med lidt humor. 779 personlige stemmer ved sidste valg er da en start, men igen: Det var som spidskandidat, og det var for Venstre, et gammelt bornholmsk magtparti. I eget navn og med sit eget projekt er potentialet umiddelbart mindre.

Det ændrer bare ikke ved, at Søren Schow på sin egen borgerliste stadig vil være en spiller i kampen om de hjemløse blå. Og at også taberne i det spil kan være med til at afgøre valget, nu bare i kraft af blåt stemmespild.

Den konstante størrelse

I en anden situation er Kristendemokraterne, der har mere end 30 års ubrudt historie for at få lige præcis ét mandat ved lokalvalg på Bornholm. Aldrig bare tæt på nummer to, men altid også med så tilpas mange kernevælgere, at Bjarne Hartung Kirkegaards mandat er ret sikkert.

Faren er, at kernevælgerne er ældre, men selv med det sagt er Kristendemokraterne det bedste bud på en konstant størrelse i et dirrende ustabilt blåt vælgerlandskab. KD har ikke appel til ret mange af de hjemløse blå. Men samtidig har de andre blå partier også meget svært ved at røre KD's kernevælgere.

De sidste blå aktører er Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Også her ser billedet ser rimelig klart ud lige nu. På Bornholm har ingen af de to vist noget videre potentiale i de seneste to år. I benhård konkurrence med mange om de hjemløse blå vælgere skal der begge steder til at ske noget, hvis man vil gøre sig nogen ambitioner om valget.

Tættest på to steder, hvor man lige nu er langt fra, er Michael Hendriksen hos Danmarksdemokraterne. Michael Hendriksen har en form for appel, og 171 stemmer for Venstre sidste gang er da et sted at begynde. Med Nye Borgerlige er det som med Liberal Alliance: Ingen af de to har slået an på Bornholm indtil nu.

Men lad os se: Der er stadig to år til valget. Og som spillet om de hjemløse blå har bølget frem og tilbage indtil nu, har den sidste ludobrik nok endnu ikke taget plads på brættet.