– Vi ønsker at bibeholde det, som Soldalen er bygget til at være. Men lige nu er vi også i gang med at tilpasse os stedet som noget, vi kan se os selv i, siger Aslak Gärtner.
Helårsbeboelse
Soldalen huser, udover den årlige cirkusfestival, både udlejning af ferielejligheder, produktionsvirksomheden Mostballaden og børnehaven Liden Stina, som Isa Dam har drevet, men nu sat til salg. Det er dermed også mange kasketter for det nye ejerpar at jonglere, fortæller Aslak Gärtner.
– Vi har haft for travlt med at balancere alting, så vi er i gang med at omlægge nogle ting. Det bliver ikke drastiske ændringer, men en proces der sker løbende over den næste år række. Blandt andet arbejder vi på at omlægge de fire ferielejligheder til helårsbeboelse, siger Aslak Gärtner. Samtidig søger parret, der lige nu driver hele Soldalen selv uden ansatte, en samarbejdspartner til dele af deres mostproduktion, Mostballaden.
– Vi søger en sparringspartner, der kan rådgive os om den overproduktion, vi ender med at stå med hvert år, for at sikre at vi producerer nok. Vi har haft planer om at bruge den overskydende produktion til at producere cider, sirup og eddike, men vi må erkende, at vi ikke har tiden til det, så længe vi er os selv. Så vi leder efter en sparringspartner, der kan hjælpe os videre i den proces, siger Aslak Gärtner.