Stefan er kommunens nye digitale projektleder

Stefan er kommunens nye digitale projektleder
Stefan Erik Asp skal næste år arbejde for regionskommunen, hvor han skal hjælpe kommunen til at træffe de rigtige beslutninger på det digitale område. Privatfoto
DAGENS NAVN | Onsdag 4. januar 2023 • 05:30
Af:
Anders Liljeroth
DAGENS NAVN | Onsdag 4. januar 2023 • 05:30

Efter mange år hos Destination Bornholm skifter Stefan Erik Asp jobbet på havnen i Rønne ud med et kontor hos regionskommunen.

 

Hvornår flyttede du til Bornholm?

– Det gjorde jeg i 2013, da jeg fik job på Destination Bornholm.

Hvorfor søgte du job her?

– Min hustru fik job herovre i 2012 i regionskommunen, og så pendlede hun et stykke tid. Pludselig poppede der et job op hos destinationen, og jeg tænkte, at det prøver jeg da at søge. Så fik jeg det og flyttede herovre i slutningen af april og startede i jobbet 1. maj. Jeg kendte faktisk ikke særlig meget til Bornholm dengang, jeg have nok lige været på Hammershus en enkelt gang.

Hvordan var det at falde til?

– Det synes jeg var let. Der var gode kolleger på destinationen, og så er Bornholm jo bare fantastisk skøn. Der er jo ikke det område, man ikke kan komme ud og opleve, og her efter 10 år finder jeg stadig nye områder at besøge. Og så har jeg forsøgt at være aktiv indenfor foreningslivet.

Hvad er dit job nu?

– Jeg er leder af markedsføring og digital udvikling. Det er lidt en hybridstilling, hvor jeg har et markedsføringsteam, som er dem, der er udførende. De laver kampagner og sikrer omtale på sociale medier, nyhedsbreve, pressedækning og den slags. Derudover har jeg stået for alle destinationens udviklingsprojekter, lige siden jeg startede i 2013, og den hat har jeg beholdt, selvom jeg blev marketingleder.

Er der noget særligt, du har været med til, som du husker tilbage på?

– Ja, i 2016, da destinationen skulle have en ny hjemmeside og app, var det mig, der blev projektleder på det. Det knoklede vi vanvittigt meget med helt frem til 2017, hvor vi lancerede bornholm.info, som det ser ud i dag. Det er nok mit svendestykke her, og kort tid efter blev jeg marketingleder.

Kan der gøres mere for at trække tilflyttere til øen?

– Min store drøm for Bornholm er, at man får lavet nogle flere faciliteter eller ordninger, der gør, at det bliver mere attraktivt at være her som udvikler eller som en virksomhed, der arbejder med digitalisering. I min omgangskreds er der mange udviklere, og når de kommer op omkring de 40, så kigger de på lidt andre ting end lønninger. Så kigger de på børn og billige huspriser, og det er alt sammen noget, vi har her på øen. Og jeg tror faktisk, at mange kunne være glade for at drive deres udviklingsbureau herfra, og jeg mener, der er et stort potientale i det. Her er bare skønt at bo, kort til arbejde og en fantastisk ro.

Hvad kræver det?

– I første omgang er det måske en kommunikation om, at mulighederne er der. I løbet af corona har mange virksomheder opdaget, at folk ikke behøver at sidde inde på kontoret og arbejde. De kan sagtens sidde derhjemme. Og jeg tænker, at man lige så godt kan sidde hjemme i et hus på Bornholm og arbejde, som man kan sidde i en lejlighed i København. Så der er nogle muligheder, der er opstået de seneste par år, som jeg håber, man får øjnene op for.

Du har fået nyt job – hvad skal du lave?

– Det er digital projektledelse hos Bornholms Regionskommune. Jeg skal til at finde ud af en hel masse nyt, men overordnet skal jeg hjælpe kommunen med at finde de rigtige digitale løsninger til deres afdelinger, så borgerne i sidste ende får en meget bedre service. Det glæder jeg mig til. Jeg har hørt mange gode ting om den it-afdeling, der er i kommunen, og jeg har fået en meget positivt indtryk af både lederen og de andre, der var med til jobsamtalen.

Er det vemodigt at forlade et job efter så mange år?

– Ja, mon ikke. Det er 10 år, og der er givet meget hjerteblod til destinationen, og der er brugt rigtig mange timer, og mange overarbejdstimer. Det har været hårdt, men det er sindsygt spændende opgaver, jeg har haft. Og interesserer man sig for digitalisering, digital udvikling og markedsføring, så er det på mange måder drømmejobbet. Men man skal smøge ærmerne op, for det er lige på og hårdt. Og jeg kommer til at savne kollegerne rigtig meget.

Hvad laver du i fritiden?

– Jeg er amatørfotograf, så jeg tager rigtig mange billeder. Jeg har taget billeder, der er blevet brugt i markedsføringen af Bornholm, af Visit Denmark og Nutella og mange andre. Herudover er jeg medlem af en brætspilsklub, som jeg går til hver mandag sammen med nogle rigtig hyggelige mennesker.

Hvad spiller I?

– Alt muligt. Alt hvad vi kan få fat i faktisk, og der er stor udskiftning. Det er meget tit, at der kommer et nyt brætspil, der skal prøves.

– Ud over det sidder jeg i bestyrelsen for Forsvarsmuseet og har været med til at udvikle det de sieneste to år.

Hvor kommer interessen for det fra?

– Jeg har været udsendt til Afghanistan i 2011, og så har jeg en interesse for militærhistorie. Og når man kommer ind på Forsvarsmuseet finder man ud af, hvor mange fantastiske ting der ligger gemt deroppe med nogle meget unikke historier fra Bornholm. Og det har jeg så forsøgt sammen med bestyrelsen at formidle og dykke mere ned i.

Så der er nok at lave der?

– Ja, mon ikke. Og nu kommer der jo den her store serie næste år på Apple Plus. En serie om det amerikanske luftvåben under anden verdenskrig, og på Forsvarsmuseet er der nogle ting om amerikanske flyvere og dem, der nødlandede her på Bornholm under krigen – nogle helt unikke genstande, som vi kigger på, om vi kan lave en udstilling over næste år.

 

 

Stefan Erik Asp

41 år gammel.

Han er gift med Louise, der også arbejder i regionskommunen.

De bor sammen i et hus i Rønne, som de overtog for et år siden.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT