Maskinerne er gået i gang med at grave ud til to padeltennisbaner i Rønne, og jeg har hørt, at dit firma, Match Padel Bornholm, har planer om at opføre flere baner. Vil du fortælle lidt om det?
– Planen er faktisk, at vi skal lave otte-ti baner på Bornholm. Vi er ved at få nogle gode aftaler på plads hele vejen rundt, så alle på øen får glæde af det. Det skulle gerne være en ny outdoor-ting, som også kan være noget for turister.
Så de to baner i Rønne er kun en start?
– Ja, vi starter med to baner her. Og mon ikke der kommer nogle flere her i løbet af foråret... Det bliver rundt på hele Bornholm, også i turistområderne. Vi leder efter en hal til indendørs spil, men det er lidt krævende, for du skal have otte meter i højden, og den slags bygninger er der ikke særligt mange af herovre.