– Om lørdagen blev der fyret op i murgryden for at varme vand. Så skulle først konen have bad, derefter et par børn, og så var det mig til slut. Men jeg skiftede vandet ud, for jeg ville have rent vand, husker Ebba Hansen.
Hjemme på Bornholm igen mødte Ebba Henry Hansen på Holms Hotel i Nexø. De to blev gift i 1946 og flyttede ind på Henrys slægtsgård, Lærkegård i Poulsker.
Sognerådsformand
Henry Hansen var sognerådsformand i Poulsker, så Ebba tog del i arbejdet på gården, hvor man i de første år havde både karle og piger.
Det var lange dage, hvor Ebba stod op tidligt om morgenen for at fyre op i komfuret med kvas, og der skulle slæbes brænde ind. Ebba Hansen husker, at det var en stor lettelse, da brændekomfuret blev skiftet ud med et elektrisk komfur, og der kom andre moderne hjælpemidler.