Rie elskede at lave mad
Rie Andersen, der var økonoma og medlem af ældrerådet, er død.
Rie Andersen, Aakirkeby, er død efter lang tids sygdom. Hun blev 68 år.
Hun voksede op i Bodilsker, hvor hun var den næstældste i en børneflok på fem.
– Mor har altid arbejdet meget. Mens hun gik i skole, hjalp hun sin far med at ordne torsk, når han kom i land med fangsten. Som ung har hun arbejdet på sømandshjemmet og i en bagerforretning, fortæller datteren, Rikke Ambrosen.
Rie Andersen uddannede sig til økonoma, hvor hun stod i lære på Bornholms Hospital. Derefter fulgte en længere karriere i de kommunale køkkener. Først som leder af køkkenet på Østermarie Plejehjem. Da kommunens køkkener blev slået sammen i Devika, flyttede hun til Gudhjem og derefter til Sønderbo i Rønne.
I de sidste år på arbejdsmarkedet var hun kok i Aakirkebyhallerne. På grund af rygproblemer fik hun fleksjob, og hun fortsatte med at arbejde, indtil hun fik tilkendt førtidspension.
Det betød dog ikke, at det var slut med at arbejde, for derefter hun hjulpet datteren, der driver cateringvirksomheden Rubinen i Hasle.
– For hun elskede at lave mad, siger Rikke Ambrosen.
Engageret flere steder
Rie Andersen var aktiv i flere foreninger. Hun var fodboldtræner i Nexø, underviste i madlavning på ungdomsskolen, og hun var politisk aktiv i Venstre.
Hun fortsatte som pensionist engagementet på ældreområdet, hvor hun i 2017 blev valgt ind ældrerådet, blev genvalgt i 2021 og var medlem til sin død.
– Selv her til sidst, hvor hun var meget syg, deltog hun i ældrerådets møder, siger Rikke Ambrosen.
– Hun var viljestærk, og det holdt hende oppe. Hun var altid hjælpsom, og hun stod ved sine ord. Man kunne altid regne med hende.
– Hun gik meget op i sin familie og især børnebørnene. Hun samlede altid hele familien til 2. juledag og til pinsedag. Selv om hun var på hospitalet i julen, havde hun arrangeret det hele 2. juledag, så der var en familiesammenkomst, fortæller Rikke Ambrosen.
Rie Andersen var gift med Jørgen Andersen. De boede i mange år i Nexø, inden de flyttede til Aakirkeby, hvor Jørgen havde sit arbejde som buschauffør. Han døde pludselig for to år siden.
Rie Andersen efterlader sig børnene Jesper og Rikke og syv børnebørn.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration