Overlader rattet til yngre kræfter: At få tilført energi er sundt for en virksomhed

Midtbornholms Auto er godt på vej i et generationsskifte. 32-årige Nicolai Sonne bliver hovedaktionær i virksomheden. Samtidig skal den hidtidige ejer og direktør, Jim Maar, nu trække sig tilbage efter mere end 20 år i førersædet.

Du kom til Bornholm for 23 år siden for at overtage en familiegård?

– Ja, men ikke for at leve af gården, men for at bo der. Det var det, der lokkede os herover. Jeg er jo hjemmegjort og hjemmefødt i Klemensker, og som tre-årig emigrerede vi til Sjælland, og jeg er så opvokset i Næstved. Det er der, man siger bi-il i to stavelser. Jeg er uddannet i København og har arbejdet der altid, og i 99 var jeg sælger og ansat i et firma, hvor vi importerede udenlandsk øl og vand. Det var en periode, hvor det vækstede rigtig godt. Heineken, Budweiser, belgisk øl. Der var jeg i 14 år og kørte mange kilometer, og med tre børn og 70.000 kilometer om året på landevejene, rejser og alt det der, blev min kone og jeg enige om, at vi skulle prøve noget helt andet. Så fik vi mulighed for at overtage 'Helvedesgård', og så har vi altid sagt ja til spændende ting, og så blev jeg ansat her hos Flemming, som havde Toyota, og to år senere blev jeg spurgt, om jeg ville overtage som direktør og ejer. Jeg overtog 1. januar 2002. Min kone og jeg har altid sagt: vi lægger hånden på kogepladen, og så kører vi på. Det har vi altid gjort.

Hvorfor siger du så stop nu?

– Jeg siger ikke stop. Jeg prøver at udvise rettidig omhu, og det er fordi Kate, der er min revisor, hvis hovedopgave er generationsskiftet, har fortalt mig, at det tager fem-syv år at foretage et generationsskifte i en virksomhed som min. Så skal jeg jo ikke sidde som 65-årig og gå i gang. Det kan godt være, det er lige tidligt nok, men jeg har fem år endnu sammen med Nicolai. Så er jeg 63 – og det kan også være, det er for tidligt. Det kan også være, at han til den tid siger: bliver du nogle år endnu? Og så gør jeg formentlig det.

Så det er ikke fordi, du stopper nu?

– Nej. Det må du endelig sætte en stor streg under. Jeg elsker mine kunder, jeg elsker mine ansatte, jeg elsker hverdagen. Så jeg har intet at være nervøs for, og det er slet ikke derfor, jeg stopper. Det er bare, fordi man har set eksempler på folk, der venter for længe. Jeg skal ikke være showstopper for min egen virksomhed. Det irriterer mig engang imellem, hvis der er akademiske lorteregler og computerprogrammer – men det gør man ikke, når man er 32. Der siger man: det er bare et vilkår.

Så det skal Nicolai tage sig af?

– Nej, jeg skal stadig sidde bag en computer. Men det der med at få tilført nogle kræfter, noget energi er sundt for en virksomhed.

Ser du med gru frem mod den dag, du stopper på arbejdsmarkedet?

– Nej, det gør jeg ikke. Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvad jeg så skal lave. Men jeg har aldrig haft en ledighedsdag i mit liv. Jeg har aldrig været fyret, aldrig gået en dag og tænkt over, hvad fan’ jeg skal lave i morgen.

Men netop derfor kunne du netop godt være nervøs for det?

– Ja, men hvis man kan lave noget, kan man få arbejde alle steder. Det kan være, jeg kan gå over til min nabo og køre lidt traktor for ham. Jeg ved det ikke? Man kan købe et hus og sætte i stand - det kan være alt muligt. I dag skimmer jeg Bornholms Tidende en 5-7 minutter om dagen – måske bruger jeg en time på den, når jeg bliver 63. Kan du følge mig? Vi har sommerhus ovre og børnebørn – vi har altid gang i noget. Og så har jeg stadig mit landbrug, som jeg kan bruge energi på også.

Hvad har du i dit landbrug?

– Størstedelen af jorden er forpagtet ud. Så har vi nogle græsarealer, hvor vi har en aftale med kommunen om at pleje dem. Men nej, jeg er ikke bange for at kede mig.

Du bliver ikke typen, der kommer til at lægge dig på sofaen?

– Nej. Der har været adskillige somre, hvor vi slet ikke har haft fjernsyn. At sætte mig ned og se en fodboldkamp kan jeg slet ikke – det ville være spild af min fritid.

Nu har du været i branchen i mange år. Har der været en udvikling i branchen, du har bidt mærke i?

– Der har været en stor udvikling. Det med at folk kommer på værkstedet og får serviceret bilerne er jo det samme. Men der er selvfølgelig sket en udvikling i teknologierne: Da jeg startede her havde vi én computer. Nu har hver mand en computer. Nogle gange når jeg kommer ud på værkstedet står alle mand med hovedet begravet i computeren, og så siger jeg til mig selv: Hmm – tjener vi penge nu? Men alt foregår jo på computeren. Alle vores håndbøger ligger på en computer. På salgssiden er der sket det, at folk er meget vidende om det, de vil købe. Folk har jo siddet derhjemme og er blevet inspireret på hjemmesiden og sammensat farver, udstyr og så videre. I gamle dage skulle du kunne alt om alle bilmodeller – det skal du ikke nu. I gamle dage solgte vi mange dieselbiler. Nu sælger vi elbiler og hybridbiler. Det, der er spændende i fremtiden, er, hvordan det udvikler sig. Fortsætter elbilerne eller kommer brinten ind over og bliver en del af paletten? Det har ændret sig.

Er der behov for færre folk i fremtiden i bilbranchen?

– Vi er lige så mange mænd som for 20 år siden.

Men hvad i forhold til salgsdelen?

–Man spåede for mange år siden, at folk skulle til at købe biler på nettet. Det er jo ikke sket, for det er en rigtig, rigtig stor beslutning, og drejer sig om mange penge. Man plejer at sige, at det er den næststørste beslutning – først hus og så bil. På Bornholm er bilen endda nogle gange dyrere end huset. Der vil folk godt have noget vejledning – og det kan vi se, når vi afleverer en bil. I dag tager det typisk en time at aflevere en bil, for alt det digitale skal installeres. Det bruger vi rigtig meget tid på. Man sagde også dengang, at robotterne kommer og gør os arbejdsløse – men vi mangler arbejdskraft ad pommern til, selvom vi har robotter, så det er jeg ikke nervøs for.

Nu kommer Nicolai ind. Han bliver hovedaktionær. Hvordan ser du frem mod, at han kommer ind og påvirker noget, du har haft i mange år?

– Det har min kone spurgt mig om 15 gange. Kan du steppe tilbage og lade ham bestemme? Men det er en del af pakken. Jeg har fået det, som jeg ville have det: en ung, energisk mand, og så er det en del af det setup, at jeg træder lidt tilbage. Jeg skal sælge biler, han tager sig forhåbentligt af alt det administrative med personale, forhandlermøder og alt det der. Allerede nu synes jeg, jeg er ret god til at uddelegere. Men selvfølgelig har man sat sit præg på det – men man skal bare lære at acceptere, at der nu er en anden, der bestemmer. Men store beslutninger tager vi jo stadig i fællesskab. Jeg har jo hånden på kogepladen, som det hedder sig.

Det var også det, du sagde tidligere?

– Ja. Så jeg har kun en interesse i, at det går os godt. Og det ville glæde mit hjerte enormt, hvis man om ti år kører forbi og ser, der stadig ligger en Toyota-forretning i Aakirkeby. Veldrevet, haha.

Måske kommer du også til at tage ind forbi en gang imellem?

– Altså Flemming, vores gamle mester, kommer stadig forbi og siger hej. Det er superhyggeligt. Mange medarbejdere, der er gået på pension, kommer også forbi til kaffe. Så det ser jeg frem til.