Mor fik 75 år sammen med far. Nu kan de mødes igen

Søndag 29. oktober 2023 • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
Søndag 29. oktober 2023 • 19:00

Vores mor, Rigmor Kristine Clausen Hansen, er sovet ind 95 år gammel, fortæller Birgit Hald.

På vegne af os søskende. Birgit Hald

Vores mor blev født på ”Ellesvang” ved Paradisbakkerne. Da hun var tre år, mistede hun sin mor. Efter et par år blev vores morfar gift igen, og hun fik igen en mor. Hun fik samtidig en bror på samme alder som hende selv. Et par år senere fik hun en lillesøster.

Mor kunne godt lide at gå i skole og ville gerne fortsætte efter landskolen. Hun ville gerne arbejde på kontor. Det kom hun ikke til. Hun kom ud at tjene. Først hos naboen og senere på forskellige gårde.

Under krigen mødte hun vores far, og de blev gift i 1947. De købte en lille ejendom i Lersby. Her kom vi børn til verden: en dreng og fire piger.

Mor passede børn og ejendom, når far var på arbejde. Hun fik lært at malke, da far tit kom sent fra sit arbejde.

Hun var meget dygtig med sine hænder og syede det meste af vores tøj selv. Oftest syet af tøj, hun fik tilsendt fra familie i København. Der var ikke penge til at købe nyt.

Mor broderede og strikkede også meget. Senere blev det hækling, der var hendes foretrukne håndarbejde. Vi har alle fine lyseduge og fine broderede ophæng, som hun har lavet.

Mor gik også i mange år til gymnastik og holdt sig i god form.

Mor var meget glad for sin have og havde utrolig mange forskellige blomster og buske. Der kom aldrig gæster uden de skulle på ”havevandring”.

Mor nød at komme ud i naturen. Pinsedag blev der pakket madkurv og cyklerne fundet frem og så bare af sted. Vi kan alle huske bordet fuldt af rugbrødsmadder. Der skulle mange til med to voksne og fem børn. Så fandt vi et godt sted at sidde og nyde maden.

Efter vi børn blev voksne og fik biler, kunne turene blive lidt længere. Der er kørt mange ture med kaffekurven pakket. Næsten altid med dejlig hjemmebagt kage.

Da der kom børnebørn, kunne de altid komme og blive passet hos farmor/mormor. Oldebørnene har hun også passet, når de var for syge til at komme i børnehave.

Mor kunne godt lide at synge. Mange sange er blevet sunget under opvasken. Når adventskransen blev tændt, læste mor højt for os, og vi sang fra søndagsskolesangbogen. Det var meget hyggeligt. Derfor blev vores tradition, at alle fire lys skulle tændes ellers kunne hun ikke se at læse.

Mor kunne også godt lide at danse og far og hende kom meget til ”Gamle Danse”.

Ved fejringen af deres 65 års bryllupsdag, åbnede de ballet med en fejende vals.

Da far begyndte at miste synet, solgte de ejendommen og flyttede til et lille hus i Nexø. Der fik de 20 gode år, før far døde for to år siden.

For cirka ti år siden begyndte mor at blive dement, og efter fars død flyttede hun til Nørremøllecenteret. Der blev hun glad for at være.

Vi har haft en dejlig og tryg barndom og har altid kunnet komme og få hjælp, hvis vi havde behov.

Mor fik et godt langt liv uden alvorlig sygdom. Hun nåede næsten 75 år sammen med far. Nu kan de så mødes igen.

Mor efterlader sig fem børn, ti børnebørn, 18 oldebørn og et tipoldebarn.

Hun sov stille ind fredag aften.

Farvel mor.

Vi vil altid huske dig for din omsorg for os alle og dit gode humør og lyse sind.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT